Efter nogle år præget af corona-situationen har kammeratskabet i de fynske foreninger været vigtigere end nogensinde. Det ses også i de mange indstillinger, som Fynske Bank har modtaget i forbindelse med deres pris ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’, der hvert år uddeles til Sportslørdag.
Alle kan indstille en holdkammerat til prisen ved at indsende en kort begrundelse. I år har Fynske Bank modtaget indstillinger fra unge mennesker, som hylder en holdkammerat, fra trænere, som roser de unge mennesker og fra bestyrelsesmedlemmer, som har lagt mærke til en fra foreningen, som gør noget ekstra uden for banen.
Og det er netop indsatsen udenfor banen, som har vægtet højt hos juryen bag prisen. Det er nemlig juryen, som udvælger årets syv nominerede og som til sidst kårer vinderen af prisen, som udover den flotte titel modtager 25.000 kr., som han eller hun kan bruge sammen med sit hold.
Juryen består igen i år af håndboldtræner Jan Pytlick, OB-spiller Jens Jakob Dyhr Thomasen, håndboldekspert Trine Nielsen og Petter Blondeau, direktør i Fynske Bank. De har sammen udvalgt fire drenge og tre piger i alderen 14-17 år fra hele Fyn og fra sportsgrene som sejlads, fodbold, gymnastik, svømning og håndbold.
De nominerede er:
- 14-årige Marie Neess Nielsen fra Højby S&G
- 17-årige Frederik Bløcher fra Faaborg Sejlklub
- 16-årige Ingrid Agri fra Gymnastikforeningen Hindsholm
- 17-årige Alex Fogt fra Bogense Svømmeklub
- 15-årige Caroline Kronblad fra BR66 Langeskov
- 15-årige Valdemar Olsen fra KRFK
- 17-årige Malthe Hein fra TPI-Odense
Alle nominerede modtager 3.000 kr., mens vinderen af 'Kammeratskabsprisen' derudover modtager 25.000 kr., som skal bruges til at styrke holdet og kammeratskabet i klubben. Det kan eksempelvis være med en fællesrejse eller et socialt arrangement.
Alle syv nominerede kommer på scenen til Sportslørdag, som i år afholdes lørdag d. 12. marts i Odense Idrætshal. Vinderen ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’ afsløres af juryen, som også overrækker prisen og de 25.000 kr. til årets vinder.