17-årige Alex er en kæmpe gevinst for Bogense Svømmeklub

17-årige Alex er en kæmpe gevinst for Bogense Svømmeklub

I Bogense Svømmeklub er de så glade for Alex Fogt, at de har indstillet den 17-årige svømmer til ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’. Udover at være en dygtig svømmer er han altid glad, hjælpsom og en god rollemodel for de svømmere, han underviser. Både svømmere, trænerstab og bestyrelsen ser ham derfor som en kæmpe gevinst for klubben.

Alex Fogt har været medlem af Bogense Svømmeklub siden 2004, hvor han altid er blevet anset som en dygtig svømmer og god klubkammerat. Her har han også været hjælpetræner, men i takt med, at Alex Fogts svømmeambitioner voksede, måtte han for en stund rykke til en større klub i Odense. 

Han savnede imidlertid det sociale i svømningen og undervisningen af børneholdene, så i 2021 vendte Alex Fogt tilbage til Bogense Svømmeklub som instruktør på tre hold, hvor han nu deler flittigt ud af sin store viden om svømning og ikke mindst er en god ven for svømmerne. Derfor har klubbens bestyrelsesformand indstillet ham som årets kammerat. 

a3

- Det er så fedt at være nomineret som årets kammerat, og jeg er rigtig glad for, at det er noget, andre har lagt mærke til. Det er jo ikke noget, jeg som sådan tænker over i det daglige, for jeg er jo bare mig selv og sørger for, at alle føler sig som en del af fællesskabet her i klubben, siger Alex Fogt, som endda for år tilbage også er blevet hyldet som en god kammerat internt i svømmeklubben. 

I Bogense Svømmeklub anses Alex Fogt for at være en gevinst for klubben og en rollemodel, som er med til at skabe god stemning, og som mange af de unge svømmere ser op til. Han er ambitiøs, altid glad, god til at samarbejde og til at få de andre svømmerne til at føle sig godt tilpas. 

- Jeg synes, at det er vigtigt, at man kan fungere sammen som et hold, og derfor lægger jeg som instruktør meget vægt på det. Svømmerne skal være glade til træning, kunne snakke sammen, og for mig er det også vigtigt, at de føler, at de kan komme til mig og snakke godt med mig som instruktør, fortæller Alex Fogt. 

Om Alex Fogt bliver kåret som årets kammerat, må han vente med at finde ud af til lørdag den 12. marts, når vinderen af ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’ bliver afsløret i Odense Idrætshal. Hvis den unge svømmer skulle være heldig at vinde titlen og de 25.000 kroner, som medfølger, har han dog allerede en god idé om, hvad pengene skal bruges til. 

- Jeg ville helt klart investere i nogle nye startskamler til svømmeklubben, da vi lige nu bare har cementblokke, hvilket ikke er gode skamler. For pengene skal helt klart gå til klubben som en tak for min nominering og alt det, klubben har gjort for mig, lyder fra 17-årige Alex Fogt.