15-årige Katja er speedwaykører og guld værd for sin klub og fællesskabet

15-årige Katja er speedwaykører og guld værd for sin klub og fællesskabet

Der er ikke mange unge piger på de danske speedwaybaner, men 15-årige Katja Jørgensen brænder for sin sport og for det store fællesskab, hun er blevet en del af i Sportsmotorklubben Odin. Med godt humør, ros og altid klar med en hjælpende hånd er Katja Jørgensen guld værd for klubben og fællesskabet. Derfor har de indstillet hende til ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’.

Speedway er ikke den fritidsinteresse, som står øverst på de fleste pigers liste, men Katja Jørgensen fik øjnene op for fart, motorer og benzin, da hun som 12-årig for første gang prøvede en speedwaycykel i Sportsmotorklubben Odin i Odense. De seneste tre år har hun udviklet sig til at være en dygtig kører og en meget vellidt kammerat i klubben. 

Her oplever de Katja Jørgensen som en pige, der altid er glad, positiv og aldrig bleg for at give en hånd med. Hun roser ofte sine klubkammerater og er selv yderst taknemmelig, når andre deler råd ud. Hun er en god kammerat overfor store som små, drenge som piger og stiller gladeligt op til fangeleg med de mindste. Derfor har klubben valgt at indstille den 15-årige speedwaykører til titlen som årets kammerat til Sportslørdag, som finder sted d. 21. januar i Odense Idrætshal. 

- Jeg blev meget overrasket, da jeg fik at vide, at jeg var nomineret. Jeg tænker ikke over at gøre noget særligt for at være en god kammerat. Jeg er bare mig selv. Selvom jeg selvfølgelig også gerne vil anerkendes for min sport, så betyder det her meget. Det er jo mig som person, de har lagt mærke til, og ikke, hvad jeg gør på banen, siger Katja Jørgensen. 

Med speedwaysporten fulgte også en hel ny verden for Katja Jørgensen, men også for hendes mor, som i dag fungerer som hendes mekaniker. De har begge skulle sætte sig ind i alt fra gear og bremser til dragter og slæbesko. Og den 15-årige kører er ikke bleg for selv at smøge ærmerne op og selv reparere på sin cykel eller stå klar med en hjælpende hånd til arbejdsdagene i klubben, som ofte er tidligt om morgenen og med meget mudder. For Katja Jørgensen er klubben nemlig et helt særligt fællesskab at være en del af. 

- Klubben giver mig så meget. Et fællesskab, et sted at køre og lysten til at køre speedway. Derfor hjælper jeg gerne til dernede. For selvom vi er alene på banen, så har vi et godt fællesskab i ryttergården, og det er vigtigt for mig. Det knytter os sammen, og selvom vi har konkurreret på banen, så roser vi hinanden, hjælper hinanden og det er en stor del af grunden til, at jeg elsker at være i klubben, siger Katja Jørgensen. 

Faktisk er hun så glad for sin klub, at hun gerne springer på cyklen og cykler 35 km. fra Vissenbjerg til Odense, hvis der ikke er andre muligheder for at komme afsted. 

Katja Jørgensen er én blandt syv nominerede til ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’, som uddeles til Sportslørdag d. 21. januar i Odense Idrætshal. Her bliver det afsløret, hvem der løber med titlen som årets kammerat og 25.000 kr., som kan bruges til en oplevelse med holdet. Og bliver det Katja Jørgensen, som løber med Kammeratskabsprisen, så er hun ikke i tvivl om, hvad hun skal bruge pengene til. 

- Så vil jeg gerne invitere hele klubben med på en rejse til Polen. Det kunne enten være til en træningslejr eller for at se de allerdygtigste speedwaykørere. De har nogle gode baner i Polen og her bliver der også holdt verdensturné. Det kunne være rigtigt fedt og være noget, der kunne bringe os endnu tættere sammen end vi allerede er, siger Katja Jørgensen. 

katja2