Holdkammerater ikke i tvivl: 14-årige Marie er Højbys bedste ven

Holdkammerater ikke i tvivl: 14-årige Marie er Højbys bedste ven

Håndboldklubben Højby S&G har indstillet 14-årige Marie Neess Nielsen til ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’, da hun er en pige, der sætter andre før sig selv, kan snakke med alle og altid er klar med gode råd eller opmuntrende ord fra sidelinjen. Ifølge de øvrige spillere på U13-holdet, så er Marie uden tvivl Højbys bedste ven

Siden Marie Neess Nielsen begyndte i folkeskolen, har hun spillet håndbold i den lokale klub Højby S&G, og i dag er hun en uvurderlig del af U13-holdet, hvor hun er playmaker. Marie Neess Nielsen har nemlig altid været en af de bærende spillere på de hold, hun har spillet på, og det skyldes ikke kun hendes evner med bolden, men derimod hele hendes væsen. 

Den 14-årige håndboldspiller sætter nemlig altid holdkammeraterne før sig selv, ligesom hun kan snakke med alle i klubben og altid står klar med en hjælpende hånd på banen eller udenfor banen, hvor hun hepper og opmuntrer. Derfor har hendes holdkammerat valgt at indstille Marie Neess Nielsen til prisen som årets kammerat, hvilket kom meget bag på playmakeren. 

- Jeg blev meget rørt, da jeg fik det at vide for, jeg synes selv, at det er rigtig vigtigt at være en god kammerat, så det betyder meget for mig at være nomineret til netop sådan en pris. Jeg synes faktisk ikke, at jeg gør noget særligt eller ekstraordinært. Det er bare vigtigt, at alle på holdet har det godt, og ellers prøver jeg bare at være mig selv, siger Marie Neess Nielsen. 

ma3

Og at Marie Neess Nielsen brænder for at spille håndbold, kom tydeligt til udtryk, da hun fik beskeden om en sjælden lidelse i albuen, som desværre betød, at hun ikke kunne træne som normalt. Alligevel mødte hun op til hver eneste træning, holdt sig i form og efter mindre end tre måneder fik hun trænet sig op, så hun i dag faktisk kan spille lige godt med højre og venstre hånd.

I løbet af sin skadesperiode var den 14-årige playmaker i hallen så tit, hun kunne for at være en del af fælleskabet, hjælpe de andre og ikke mindst træne de U9-piger og -drenge i klubben, som ser meget op til hende. 

- Klubben er bare så stor en del af mit liv, og jeg er så glad for at være i hallen sammen med mine venner, så selvfølgelig tog jeg derned, selvom jeg ikke kunne være med til træning eller kamp. Alle på holdet er mine venner, så det er bare dejligt at kunne hjælpe dem og være sammen med dem, siger Marie Neess Nielsen. 

Hun er sammen med seks andre unge fynske sportsudøvere nomineret til ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’, som i år uddeles lørdag den 12. marts i Odense Idrætshal. Her bliver det afgjort, hvem der får titlen som årets kammerat og 25.000 til at bruge med sit hold. Og hvis den 14-årige håndboldspiller vinder, så ved hun allerede, hvad beløbet skal bruges til. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi lavede noget sammen hele holdet. Vi har før været til stævne i Tyskland, men det kunne være fedt at tage ud og rejse på camp eller til et stævne, hvor vi skal spille mod hold fra andre lande. Det vigtigste er dog bare, at vi allesammen kommer ud og oplever noget sammen, siger den sympatiske håndboldspiller.