Første spadestik i Kolding

Torsdag blev det første spadestik til nybyggeriet på Trindholmsgade taget. Fynske Bank Kolding er vokset ud af deres nuværende lokaler og derfor bygger banken nyt moderne domicil på ’Wall Street’. Byggeriet blev sat i gang af Koldings borgmester Jørn Pedersen.

Der er gang i udviklingen i Kolding, og det har man også kunne mærke i Fynske Banks filial, som på grund af vækst i medarbejdere og ikke mindst en stor kundetilvækst, bygger nyt domicil i Kolding.

Det første spadestik til det nye domicil blev taget torsdag morgen, hvor Koldings borgmester, Jørn Pedersen, igangsatte byggeriet.  Fynske Bank Kolding flytter ned i det populære område ved havnen, som har fået tilnavnet ”Wall Street” på grund af placeringen af mange banker i netop dette område.

første spadestik i kolding

Hos Fynske Bank Kolding ser man frem til at blive en del af området og ikke mindst at få mere plads til de 15 medarbejdere.

- Vi er utrolig glade for, at byggeriet nu er gået i gang. Det bliver et nyt domicil, som vil være til gavn for os og vores kunder. Det har været en lang proces, men vi glæder os over at få en mere synlig placering i centrum af byen. Fynske Bank Kolding startede som en lille lokal bank, men på grund af vores kunder, er vi på få år blevet en væsentlig spiller på markedet. Det er jeg stolt af, så byggeriet er også vores måde at sige tak til kunderne på, siger Morten Skov, filialdirektør i Fynske Bank Kolding. 

Arbejdet med det nye domicil har været i gang siden primo 2016 og sker i tæt samarbejde med den lokale entreprenør JN Group A/S. 

Lokal bank vælger lokal entreprenør

JN Group A/S er både udvikler og totalentreprenør på projektet med det nye domicil på Trindholmsgade. Ejer og direktør af JN Group A/S, Henrik Nielsen, er glad for at kunne være med til at præge bybilledet i Kolding med flot og moderne arkitektur i centrum af Kolding. 

-  Det betyder meget for os at være den foretrukne entreprenør på vores hjemmebane, og vi ser frem til at bygge på en god og fremtrædende placering i Kolding, som Trindholmsgade er. Det er det første byggeri, vi opfører efter det nye Bygningsreglement er trådt i kraft. Det betyder, at vi har et særligt fokus på at have lave driftsudgifter og at holde energiforbruget nede. Derfor får Fynske Bank Kolding også en bygning med bl.a. solceller, siger Henrik Nielsen. 

Hos Fynske Bank Kolding har man været meget tilfreds med samarbejdet med den lokale entreprenør. 

- Det ligger i vores DNA i Fynske Bank at handle lokalt og give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af. Derfor var det naturligt for os at lede efter en lokal entreprenør til vores nye domicil. Vi har haft en virkelig god samarbejdspartner i JN Group A/S, så det betyder meget for os, siger Morten Skov, som på dagen også havde selskab af Fynske Banks administrerende direktør, Petter Blondeau. 

Borgmester Jørn Pedersen tog, samen med filialdirektør Morten Skov samt direktør Henrik Nielsen, det første spadestik til det nye byggeri på Trindholmsgade torsdag d. 27. september 2018 kl. 09.00.

Om Fynske Bank Kolding
Fynske Bank Kolding blev grundlagt i 2007, hvor filialen åbnede med fem mand i Kolding. I dag beskæftiger Fynske Bank Kolding 15 mand. 

Om Fynske Bank
Fynske Bank har 11 filialer på Fyn og i Trekantområdet. Hovedkontoret ligger i Svendborg med sæde for bestyrelse og direktion. Banken beskæftiger i dag 166 medarbejdere.