Nyrenoveret fritidscenter blev indviet

Renoveringen af Glamsbjerg Fritidscenter er endelig afsluttet, og det blev markeret med en officiel indvielse for borgene. Dagen bød på besøg af borgmesteren og en overrækkelse af den donation på 75.000 kroner fra Fonden for Fynske Bank.

Fredag den 28. september fandt den officielle indvielse af det nye Glamsbjerg Fritidscenter sted. Fritidscentret består nu af to haller og har samtidig fået en række nye idrætsfaciliteter, som skolebørn nød at indvie, inden faciliteterne blev indtaget af alle brugerne.

Også borgmester Søren Steen Andersen kom forbi indvielsen for at se den nye hal og de nye idrætsfaciliteter, som fremover skal rumme håndboldkampe, hårde fitness workouts og meget andet.

Til indvielsen overrakte Fonden for Fynske Bank en stor donation på 75.000 kroner, som er gået til et lydanlæg til den nye hal. Det var derfor med et stort smil, at centerleder Dennis Christensen tog imod beløbet på vegne af Glamsbjerg Fritidscenter.

- Rigtig mange mennesker har allerede stor gavn af vores center, så derfor har det også været nødvendigt at udvikle og udvide idrætslivet her i Glamsbjerg. På den måde kan vi tiltrække endnu flere børn og voksne fremover. Med god hjælp og støtte fra Fonden for Fynske Bank har vi endelig kunne skabe det fritidscenter, som vi ønsker, skal danne rammerne for Glamsbjergs idrætsliv, siger Dennis Christensen, Centerleder i Glamsbjerg Fritidscenter.

Hos Fynske Bank er man også imponeret over udvidelsen og ombygning af centeret, som har været fulgt på tæt hånd.  

- Vi er glade for, at vi med Fonden for Fynske Bank kan støtte op om idrætslivet i Glamsbjerg. Glamsbjerg Fritidscenter er et samlingspunkt her i byen, og det skal det gerne blive ved med at være fremover. For os er det vigtigt at kunne tage del i udviklingen af det lokalsamfund, som vi er en del af, og derfor betyder det meget for mig at kunne overrække beløbet til Glamsbjerg Fritidscenter, siger Per Bruun Madsen, filialchef i Fynske Bank Glamsbjerg.

Efter indvielsen af fritidscenteret står både hallerne, indgangspartiet og omklædningsrummene færdige og klar til efterårets mange idrætsaktiviteter.

Fritidscenteret lægger til daglig hus til to folkeskoler, to efterskoler, to friskoler, og ikke mindst Assens Kommunes 10. klasse-centers idrætstimer hele året. Derudover bruger en række lokalforeninger også fritidscenteret.