Kom tæt på skaberen af Tintin

Brandts har i marts Danmarkspremiere på udstillingen “Hergé”, som omhandler den kendte Tintin-tegners liv. Udstillingen er blevet til via et hovedsponsorat fra Fynske Bank, som er glade for at kunne støtte tiltrækning af kulturbegivenheder til Odense og Brandts.

Hos det fynske museum Brandts har det været lidt af et scoop at få udstillingen om den kendte tegneseriemester, Hergé, til Odense. Faktisk har udstillingen Danmarkspremiere, når den åbnes d. 22. marts med Kronprins Frederik til stede. 

Udstillingen Hergé tegner et portræt af kunstneren, som nok er mest kendt som skaberen af tegneseriefiguren Tintin. Det er kun lykkedes at skabe den nye udstilling med faderen til Tintin på grund af støtte fra fonde og sponsorer. En af dem er Fonden for Fynske Bank, som er hovedsponsor på udstillingen Hergé.

- Det betyder meget for os, at kunne præsentere så stor en udstilling i Odense, og vi forventer, at der vil komme rigtig mange besøgende de kommende måneder. Derfor er det helt afgørende, at vi får støtte fra sponsorer og fonde til at tiltrække internationale udstillinger som Hergé. Vi er særligt glade for, at en lokal bank som Fynske Bank og Fonden for Fynske Bank har støttet os med en donation, siger Mads Damsbo, direktør for Brandts.

Også hos Fynske Bank i Odense er man glade for at kunne støtte en kulturinstitution som Brandts, og samtidig gøre det muligt for fynboerne at opleve en kunstner som Hergé på tæt hånd. 

- Vi er stolte over at have et tæt og godt samarbejde med Brandts, som hvert år laver spændende kulturelle tilbud til odenseanerne og fynboerne. Som lokal bank vil vi gerne give noget tilbage til vores kunder, og det er da helt fantastisk, at vores donation har kunnet bidrage til at tiltrække en så stor en udstilling som Hergé, siger Michael Sabro-Lippert, filialdirektør i Fynske Bank Odense. 

Udstillingen om den berømte tegneserieskaber kan opleves på Brandts fra d. 23. marts til d. 2. september. Den ser tilbage på hans kreative tilgang inspireret af kunst, film, fotografi og eventyrromaner. 

Udstillingen er skabt af Studios Hergé og Musée Hergé i partnerskab med Brandts.