Milliondonation til Ollerup Arena

Milliondonation til Ollerup Arena

Med en donation fra Fonden for Fynske Bank på 1 million kroner kan Gymnastikhøjskolen Ollerup nu udvide paletten af arrangementer på det nye Ollerup Arena. Fremover er der nemlig plads til dobbelt så mange tilskuere i den omdannede idrætshal i Ollerup

Midt i den fynske natur ligger Ollerup Arena, som ofte danner rammer om sydfynske arrangementer, messer, sportsstævner og meget mere. Den gamle idrætshal, som for år tilbage blev omdannet til en moderne arena, har netop fået 2.273 nye stolesæder. Det betyder, at Ollerup Arena i fremtiden kan rumme helt op til 4.000 gæster, hvilket giver nye muligheder for flere typer af arrangementer og større begivenheder.

De nye stolesæder er et resultat af donationer fra Ollerups elevforening, private donationer og senest en donation på 1 million kroner fra Fonden for Fynske Bank. 

- I Fynske Bank har vi en ambition om at støtte gode initiativer i de lokalsamfund, som vi selv er en del af. Og lige netop Ollerup Arena er et sted, som glæder mange, så derfor var det helt oplagt for os at bakke om at kunne give fynboerne endnu flere gode oplevelser i fremtiden. Med hjælp fra Fonden for Fynske Bank var det muligt at give en donation til nye stolesæder, så vi ser frem til at se, hvilke spændende arrangementer, de kan præsentere for efteråret, siger Henrik Bo Jensen, konsulent i Fonden for Fynske Bank. 

På grund af covid-19 forventer Ollerup Arena nemlig først at kunne åbne dørene for arrangementer til efteråret 2021, og her vil de nye stolesæder være klar til brug. 

Forstander på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Thomas Smidt Dissing understreger, at de ekstra antal sæder desuden giver nye muligheder for det sydfynske samlingshus. 

- Vi er glade for den flotte donation fra Fonden for Fynske Bank, som sammen med donationer fra vores elevforening og private donation nu giver os mulighed for at udvide paletten af arrangementer. Jeg håber derfor, at det bliver muligt at få flere opvisninger, koncerter, konferencer og store sportsbegivenheder. Det er noget, vi har oplevet en efterspørgsel på, så vi glæder os til at kunne invitere fynboerne inden for igen, siger Thomas Smidt Dissing. 

Om Ollerup Arena
Ollerup Arena blev indviet ved højskolens 100-års jubilæum i 2020, hvor skolens gamle bevaringsværdige idrætshal fra 1932 blev forvandlet til en multiarena med plads til alt fra springgymnastik og boldspil til kongresser og store koncerter.

Ollerup Arena har bl.a. dannet rammerne om Fællestræning på Volden og Repræsentationsstævne. 

Om Fonden for Fynske Bank
Fonden for Fynske Bank uddeler hvert år 15 mio. kr. til lokale idrætsklubber, foreninger og kulturelle arrangementer. Sidste år blev beløbet fordelt med omkring 300 donationer til gavn og glæde for det lokalområde, som Fynske Bank er en del af.

Sådan søger om du om støtte fra Fonden for Fynske Bank
Foreninger, organisationer og lignende inden for idræt og kultur kan sende en motiveret ansøgning til Fonden for Fynske Bank med formål, baggrund, budget og finansieringsplan. Alle ansøgninger bliver besvaret. Nærmere information kan findes på Fondens hjemmeside https://www.fondenforfynskebank.dk/