Væksten fortsætter i Fynske Bank

Regnskabet for 1.-3. kvartal 2018 viser et meget tilfredsstillende resultat før skat på 83,3 mio. kroner. Fynske Bank vækster fortsat sin samlede forretning.

Fynske Bank kan igen notere fornuftig fremgang med vækst i sin samlede forretning og på kundesiden. 

Koncernens regnskab for 1.-3. kvartal 2018 viser et meget tilfredsstillende resultat før skat på 83,3 mio. kroner mod et resultat på 69,5 mio. kroner for samme periode sidste år.

Efter skat udgør resultatet 76,1 mio. kroner mod 53,6 mio. kroner i 2017.

Resultatet afspejler, at Fynske Banks samlede forretning er vokset med 4,6 procent i perioden sammenlignet med samme periode sidste år, og igen er der fremgang på udlånssiden. I dag udgør udlånet 3,26 mia. kroner mod 2,99 mia. kroner pr. 30. september 2017.  

- Fynske Bank leverer igen et meget tilfredsstillende resultat, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Det vidner om den sunde kontinuitet, der præger banken og den måde, vi driver vores bankforretning på. Vi har vækst i den samlede forretning og på vores udlån, og vi har en pæn tilstrømning af nye kunder, udtaler administrerende direktør Petter Blondeau om regnskabet.

Fynske Banks forventninger til årets resultat er fortsat uændret i niveauet 95-105 mio. kr. efter den udmeldte opjustering i marts 2018.

Læs hele periodemeddelelsen her

For yderligere information, kontakt venligst:
Adm. direktør Petter Blondeau, tlf. 62 17 6501 eller 61 68 05 01.