To nye chefer i Assens

To nye chefer i Assens

Fynske Banks filial i Assens ændrer i ledelsen fra den 1. marts 2021. Fremover vil filialen være ledet i fællesskab af René Gramm Jeppesen, der er udnævnt til filialchef og erhvervsrådgiver Louise Andersen, der er udnævnt til erhvervskundechef.

René Gramm Jeppesen er et velkendt ansigt for kunderne i Assens, da han de seneste 13 år har været rådgiver i Fynske Bank Assens, heraf de seneste syv år som privatkundechef. I sin nye stilling skal René Gramm Jeppesen fortsætte med at rådgive egne kunder, have medarbejderansvar for privatafdelingen og ansvar for bankens markedsaktiviteter i lokalområdet, som bl.a. tæller uddeling til lokale initiativer for Fonden for Fynske Bank.

- Jeg ser meget frem til at tage over efter Søren, som jeg har været glad for at arbejde ledelsesmæssigt sammen med de seneste syv år. Heldigvis kan vores samarbejde fortsætte, da Søren jo forbliver i Fynske Bank. Jeg kommer til at videreføre mange af de tiltag, som kunderne allerede kender os for, nemlig at vi er tæt på vores kunder og bygger vores rådgivning på troværdighed og nærvær, siger René Gramm Jeppesen, ny filialchef i Fynske Bank Assens.

Det er en ny konstellation med to chefer i spidsen for filialen i Assens, men Louise Andersen ser det som det rigtige setup for den lokale bank.

- Det er selvfølgelig nyt med to chefer, men i og med, at René og jeg begge har været en del af filialen i Assens i mange år, står vi stærkt med hvert vores område, vi kan udvikle i samarbejde med vores dygtige medarbejdere. Personligt ser jeg også frem til at prøve kræfter med ledelsesansvaret, som er nyt for mig, siger Louise Andersen, ny erhvervskundechef i Fynske Bank Assens.

Louise Andersen har været i Fynske Bank i 13 år, heraf de seneste knap syv år i Assens, hvor hun har været erhvervsrådgiver. Louise er netop blevet genvalgt som medarbejderrepræsentant i bankens bestyrelse, hvor hun har siddet i de seneste 4 år. Fremover skal Louise Andersen fortsætte med at rådgive små- og mellemstore virksomheder, ligesom hun vil fortsætte med at have sine landbrugskunder.

René Gramm Jeppesen og Louise Andersen begynder i deres nye stillinger mandag den 1. marts.

to chefer