Caroline og kammeraterne pakker gien og rejser til Japan

For et år siden blev Caroline Hjæresen Pedersen fra Assens fejret og hædret, da hun modtog Fynske Banks Kammeratskabspris. Med den ærefulde titel fulgte 25.000 kroner, og derfor har Caroline Hjæresen Pedersen nu inviteret syv af sine klubkammerater fra Vestfyn Aikikai med til Japan.

Caroline Hjæresen Pedersens engagement i klubbens sommerlejr og indsatsen som en dedikeret træner af børneholdet i Vestfyn Aikikai var nogle af årsagerne til, at klubkammeraterne for et år siden indstillede Caroline Hjæresen Pedersen til Fynske Banks Kammeratskabspris. Og opbakningen blandt den nu 18-åriges klubkammerater er bestemt ikke blevet mindre i løbet af det forgange år.

-Mine klubkammerater er helt vildt glade på mine vegne, og de syntes, at det var vildt fedt, at jeg blev fejret på den måde, fortæller Caroline Hjæresen Pedersen.

Og glæden er ikke blevet mindre i det forgangne år. De 25.000 kroner, som fulgte med Fynske Banks pris, har været et kærkomment tilskud til flybilletter til Japan. Om få måneder kan Caroline Hjæresen Pedersen og klubkammeraterne derfor komme helt tæt på den kultur og det land, der er udgangspunkt for den sport, de dyrker:

-Vores sport er opfundet i Japan. Vi får af og til besøg af japanske trænere, der kommer til Danmark og træner med os. Nu får vi lov til at komme ned og se og opleve, hvordan de træner. Det vil helt klart samle os, at vi får denne fælles oplevelse, og det vil rykke vores træning en del, siger Caroline Hjæresen Pedersen.

Rejser i samlet flok
Det er første gang, et helt hold fra Vestfyn Aikikai har mulighed for at rejse til Japan i samlet flok. Og Caroline Hjæresen Pedersen har ikke et sekund været i tvivl om, at det var præcis det, pengene fra Fynske Banks Kammeratskabspris skulle gå til:

- Mine klubkammerater synes, at det er fantastisk. Holdet har en stor del af æren for, at jeg vandt prisen og at vi derfor kan komme afsted som hold. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg har glædet mig, lige siden vi vandt pengene og gik i gang med at planlægge, forklarer Caroline Hjæresen Pedersen.

En rejse til Japan kræver en god portion planlægning. Med hjælp fra en af instruktørerne fra Vestfyn Aikikai, der tidligere har boet i Japan, er Caroline Hjæresen Pedersen i gang med at lægge en detaljeret plan for rejsen i februar. Indtil videre står der blandt andet bueskydning på programmet og selvfølgelig en masse aikidotræning:

-I Japan har de stor forståelse for aikido, og der er mange, der er virkelig dygtige til det. Meget af det, der sker i Japan, omhandler aikido. Og jeg kan slet ikke sige, hvor meget jeg glæder mig, lyder det begejstret fra Caroline Hjæresen Pedersen. 

Aikido er en japansk kampkunst og kampsport, der fokuserer på selvforsvar. Træningen tager udgangspunkt i at træne både udøverens fysik og opmærksomhed, og i Danmark har sporten været kendt siden 1964.

Caroline Hjæresen Pedersen træner stadig flere gange om ugen med sit eget hold, ligesom hun har fået mere ansvar for træningen af klubbens yngste medlemmer. Hun mener dog ikke, at udnævnelsen til året kammerat har fået hende til at gøre noget anderledes:

- Nej, jeg har ikke opført mig anderledes på grund af prisen. Jeg har jo altid bare været mig. Jeg er stadig den samme, griner Caroline Hjæresen Pedersen. 

Fakta om 'Kammeratskabsprisen'
Prisen gives til en ung sportsudøver, der gør noget særligt for kammeratskabet, sammenholdet og kampgejsten. Alle kan indstille en ung fynsk sportsudøver i alderen 13-18 år til ’Kammeratskabsprisen’, og deraf nomineres i alt syv kandidater til prisen. De syv nominerede modtager hver 3.000 kr. Vinderen af Fynske Banks Kammeratskabspris får 25.000 kr., som modtageren og dennes hold kan bruge på en fællesrejse eller lignende. 'Kammeratskabsprisen' blev uddelt for første gang ved Fynske Bank Sportslørdag i Odense Idrætshal den 21. januar 2017. I 2020 uddeles prisen den 18. januar ved samme lejlighed.

Her kan du læse mere og indstille kandidater