Trampolinspringer fra Odense vinder ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’

14-årige Benedicte Fich Lindenskov fra Højby S&G løb med sejren og 25.000 kroner, da hun blev kåret til årets kammerat ved Fynske Bank Sportslørdag.

Benedicte Fich Lindenskov fra Højby S&G blev kåret som vinder af ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’, som blev uddelt lørdag d. 20. januar i Odense Idrætshal.

Spændingen for de syv nominerede blev endelig udløst, da juryen kårede den 14-årige trampolinspringer til årets kammerat og samtidig overrakte hende de 25.000 kroner, som følger med prisen.

benedicte vinder

- Jeg vil helt klart invitere hele holdet på en fælles oplevelse. Vi er mange på holdet, og det vigtigste for mig er, at vi kan lave noget sjovt sammen. Det kunne f.eks. være en tur i Tivoli, siger Benedicte Fich Lindenskov.

Benedicte Fich Lindenskov havde også stor opbakning i Odense Idrætshal, hvor holdet var mødt op for at støtte den 14-årige pige. 

Ifølge Petter Blondeau, direktør i Fynske Bank, lever Benedicte Fich Lindenskov også op til alle de forventninger, man kan have til en god kammerat. 

- Idræt handler om gode kammerater og trygge fælleskaber. Et godt kammeratskab er alfa og omega, når man dyrker idræt, og Fynske Bank ønsker at støtte og anerkende det store arbejde, som mange unge mennesker bidrager med i det lokale foreningsliv både på og uden for banen, siger Petter Blondeau. 

Da juryen skulle begrunde deres valg af trampolinspringeren fra Odense, lagde de især vægt på hende evne til at skabe sammenhold i klubben og være et forbillede for både yngre og ældre. 

- Vores vinder viser stort engagement, godt humør, og så stiller vores vinder gerne op til arrangementer og hjælper, hvor der er behov. Vores vinder motiverer og kæmper for, at alle har det godt, sagde jurymedlem Petter Blondeau. 

OB-spilleren Jens Jakob Dyhr Thomasen var også en del af juryen, og han supplerede med: 

- Jeg har selv fået mange venskaber via sport, og for mig har det haft stor betydning for min udvikling og min karriere. Jeg er derfor glad for at være med til at hylde lokale rollemodeller som Benedicte. 

Benedicte Fich Lindenskov var en af de syv nominerede unge fynboer til ’Fynske Banks Kammeratskabsprisen’. Alle syv nominerede vandt hver 3.000 kroner, som blev overrakt af juryen bestående af Petter Blondeau, OB-spillerne Jens Jakob Dyhr Thomasen og Julius Eskesen samt håndboldtræner Jan Pytlick. Jan Pytlick kunne desværre ikke være til stede ved overrækkelsen.