GOG Sport hyldes med Fonden for Fynske Bank Prisen og 100.000 kroner: Fra konkurs til danske mestre på 12 år

Hele GOG Sport fik i sidste uge overrakt Fonden for Fynske Bank Prisen og 100.000 kroner for sit enestående arbejde med at genopbygge klubben til en af de mest succesfulde i Danmark, efter klubben i 2010 meldte konkurs.

De fremmødte i Phønix Tag Arena fik noget ekstra et fejre, da GOG Håndboldherrer onsdag aften tog imod Skjern Håndbold i grundspillets sidste hjemmekamp.

web2

 

Her blev hele GOG Sport nemlig hyldet med Fonden for Fynske Bank Prisen og et beløb på 100.000 kroner for den indsats, som alle spillere, trænere, administrative medarbejdere, frivillige, forældre og sponsorer har gjort for at bringe klubben fra konkurs i 2010 til toppen af dansk håndbold.

Det var direktør og tidligere spiller i klubben, Kasper Jørgensen, der modtog prisen og det store beløb på vegne af hele GOG Sport. Ved prisudleveringen kunne den stolte direktør meddele, at pengene gives videre til GOG Håndbolds ungdomsafdeling.

- Jeg er selvfølgelig utrolig taknemmelig over, at vi som klub får overrakt den her pris. Det er en kæmpe cadeau til det arbejde, som vi alle sammen har gjort igennem mange år. Jeg er meget stolt og glad over, at vi bliver set og værdsat for det vi gør, og det giver uden tvivl noget ekstra benzin i tanken til at fortsætte med det gode arbejde, siger Kasper Jørgensen.

GOG Sport modtager Fonden for Fynske Bank Prisen på baggrund af præstationerne uden for banen, hvor klubben har en stærk og inkluderende kultur, der har tiltrukket nogle af de bedste spillere og trænere i Danmark, hvilket også har ført til imponerende præsentationer på banen i sæsonen 2021-2022.

- GOG har et foreningsarbejde på højeste niveau. Det er helt fantastisk, så meget der er sket, siden klubben meldte konkurs i 2012. Ser man på klubben i dag, emmer hallen af liv og glade dage og unge mennesker, der elsker håndbold og det fællesskab, de får igennem klubben. Forhåbentlig kan Fonden for Fynske Bank Prisen give klubben endnu mere motivation til at levere flere imponerende præstationer og fortsætte med at inspirere unge håndboldspillere i hele Danmark, siger Kirsten Elkjær, filialdirektør hos Fynske Bank Svendborg.

Fra bunden til toppen
Der har været en lang vej fra anden division, hvor klubbens herrehold befandt sig selv efter konkursmelding i 2010, til at vinde guld i HTH-ligaen i 2022. Utallige timer og kræfter er blevet brugt på at nå til det punkt, klubben er i dag. Men de mange dedikerede mennesker omkring klubben, der alle brænder for at gøre GOG til noget særligt, har gjort de sidste 13 år til en gennemført succeshistorie.

Ifølge Kasper Jørgensen har klubbens medarbejdere og frivillige en eminent evne til at tænke løsningorienteret og håndtere de mange forskellige typer opgaver, der løbende opstår i en idrætsforening. Han påpeger, at en af de vigtigste faktorer i den sydfynske håndboldklubs succes er de mange ildsjæles evne til at arbejde for et fælles mål, og at der rent faktisk er enighed om, hvad de mål er.

- Grundlæggende synes jeg bare, at vi er gode til at få tingene til at ske og løse opgaverne sammen. Jeg kunne sagtens nævne det hårde arbejde og de mange arbejdstimer, men det er ikke nødvendigt, for vi har haft det godt og sjovt, mens vi har været i gang, siger han.

Sammen med prisen og de 100.000 kr. tog GOG Sport også imod en unik bronzefigur med navnet ”Gudmepigen” som er håndskabt af den lokale kunstner Sabine Jensen.

web3

Kort om ’Fonden for Fynske Bank Prisen’
Fonden for Fynske Bank uddeler i år fire priser på Fyn og i Trekantområdet. Baggrunden for prisen er et ønske om at belønne gode initiativer og entusiastiske ildsjæle i de lokalområder, som Fynske Bank er en del af. ’Fonden for Fynske Bank Prisen’ blev uddelt for første gang i 2018.