28-årig danser fra Nyborg får Fonden for Fynske Bank Prisen og 100.000 kr.

28-årig danser fra Nyborg får Fonden for Fynske Bank Prisen og 100.000 kr.

Indbegrebet af en ildsjæl, kvinden bag en række sociale tiltag omkring Nyborg Voldspil, en dygtig danser og koregraf samt leder for Vinterskolen i Nyborg. 28-årige Maria Kronborg er en sand gevinst for det fynske voldspil, hvor hun i 17 år har lagt frivillige kræfter. Årets sidste forestilling hyldede derfor den unge danser med Fonden for Fynske Bank Prisen og 100.000 kr.

mariakronborg2

Lige siden Maria Kronborg var en lille pige, har hun drømt om at blive en del af Nyborg Voldspil. Hun har set alle forestillinger med sin mor og bedsteforældre, og når hun ikke sad på stolene på Volden, sad hun i sin have og lyttede til musikken fra aftenens forestillinger. Da hun blev 11 år, kom hun med i sin første forestilling, og efterfølgende har hun brugt stort set al sin fritid på Nyborg Voldspil. 

Udover at være på scenen i flotte kostumer som danser, så har 28-årige Maria Kronborg givet en hånd med, hvor der har været brug for det. Hun har hjulpet til i sminken, solgt popcorn, hjulpet med lys og endda været forestillingsleder. For den 28-årige ildsjæl betyder det ikke så meget, hvor hun er, bare hun er en del af Nyborg Voldspil. 

- Fordi jeg har været i så mange forskellige afdelinger, så ved jeg, hvor meget arbejde og mange timer folk uden for scenen ligger i det. De gør virkelig et kæmpe arbejde for, at os på scenen kan få lov til at shine. Det er en fed følelse at være en del af et fælleskab som Nyborg Voldspil, hvor vi er så mange mennesker sammen om at skabe noget. For mig er det uden tvivl min anden familie, og jeg går meget op i, at alle har det godt, bliver set og anerkendt for deres arbejde, siger Maria Kronborg. 

Derfor har hun også taget en stor del i at arrangere midtvejsfester og premierefester – i det hele taget stået for mange sociale aktiviteter, som er til stor gavn for alle frivillige omkring voldspillet. 

Alle de frivillige skal hyldes

Udover selv at være en del af sommerens store udendørsforestilling, så er Maria Kronborg leder for Vinterskolen, som deler lokaler med Nyborg Voldspil. Vinterskolen er et projekt for børn og unge, der interesserer sig for dans, drama og sang. Også her lægger Maria Kronborg mange timer, og det har hun gjort de seneste syv år, hvor alle uanset højde, drøjde og baggrund kan komme og være en del af fællesskabet i Vinterskolen. 

Det er ikke til at forstå, hvor 28-årige Maria Kronborg får al sin energi og engagement fra, men formanden for Nyborg Voldspil har ikke kunne undgå at se den store indsats og ikke mindst hendes betydning for de andre frivillige og for voldspillet. Derfor indstillede han hende til Fonden for Fynske Bank Prisen, som blev overrakt til den unge ildsjæl til årets sidste forestilling på Nyborg Vold. 

- Jeg var meget beæret og chokeret over, at valget var faldet på mig. Jeg synes ikke, at jeg gør mere, end de andre gør, men jeg holder meget af Nyborg Voldspil, og jeg brænder for at gøre det til et sted, hvor alle har lyst til at være. Jeg er selvfølgelig helt vildt glad for den her anerkendelse, som betyder meget for mig, siger Maria Kronborg. 

Det var filialchef for Fynske Bank i Nyborg, Mette Westesen, som sammen med formanden for Nyborg Voldspil, Jesper Bech Madsen, kunne overrække Fonden for Fynske Bank Prisen og 100.000 kr. til den unge pige. Det skete på scenen foran hendes intetanende medspillere og kolleger fra voldspillet. 

- Maria er en solskinshistorie og en stor inspiration for andre frivillige – uanset om det er i foreningslivet, kulturlivet eller noget helt tredje. Hun gør en kæmpe indsats for, at andre frivillige skal føle sig set og anerkendt, så derfor er det helt rigtigt, at vi i dag kan se og anerkende hende for det store arbejde, hun har gjort de sidste 17 år. For os i Nyborg er Nyborg Voldspil et samlingspunkt, som glæder rigtig mange mennesker hver sommer, siger Mette Westesen fra Fynske Bank i Nyborg. 

Sammen med ’Fonden for Fynske Bank Prisen’ modtog Maria Kronborg 100.000 kr., som hun frit kunne donere til et velgørende formål efter eget valg. Hendes valg faldt hurtigt på Nyborg Voldspil. Selvom det ikke helt er besluttet, hvad pengene skal bruges til endnu, så håber den unge danser og instruktør, at nogle af pengene kan bruges på nye spejle i dansesalen og et nyt anlæg, men hun drømmer også om at kunne holde en årlig fest for de frivillige, som ikke nødvendigvis har noget med årets forestillinger at gøre, men som bare skal være en fejring af de mennesker, som lægger mange timer i Nyborg Voldspil. Præcis som hende selv.  

Sammen med pengene modtog Maria Kronborg også et unikt kunstværk i bronze, som er skabt af kunstneren Britt. Skulpturerne tager udgangspunkt i masker, og det er op til betragteren at bestemme, hvilken tanke masken symboliserer, da man kan udtrykke en masse med masker.

mariakronborg3

mariakronborg4

mariakronborg5

Kort om ’Fonden for Fynske Bank Prisen’

Fonden for Fynske Bank uddeler i år fire priser på Fyn og i Trekantområdet. Baggrunden for prisen er et ønske om at belønne gode initiativer og entusiastiske ildsjæle i de lokalområder, som Fynske Bank er en del af. ’Fonden for Fynske Bank Prisen’ blev uddelt for første gang i 2018.