Mr. Silverrudder hyldet med pris

Ole Ingemann, den primære drivkraft bag Svendborgs Silverrudder-sejlads, æres med Fonden for Fynske Bank Prisen på 100.000 kroner for sit mangeårige, frivillige engagement i Svendborg Amatør Sejlklub. Som stævneleder gennem ti år har Ole Ingemann gjort Silverrudder til en international succes. Ole Ingemann gik desværre pludselig bort tidligere i april og tildeles derfor prisen posthumt.

Med 400 sejlere fra 14 lande satte Silverrudder-sejladsen i 2021 endnu en gang rekord, og når Svendborgsund igen i september fyldes med vindfyldte sejl, er antallet af sejlere 450. En bedrift som i den grad kan tilskrives den mangeårige, frivillige ildsjæl og stævneleder Ole Ingemann. For sit store frivillige arbejde tildeles stævnelederen nu Fonden for Fynske Bank Prisen på 100.000 kroner, sammen med en skulptur af kunstneren Sabine Jensen. Skulpturen er af bronze og hedder Pigen med Ankeret

oleingemann1

Prisen blev tildelt posthumt, da Ole Ingemann desværre pludselig gik bort den 9. april.

Oles hustru Ruth modtog prisen, som blev givet videre til Svendborg Amatør Sejlklub i Ole Ingemanns ånd.

- Det betyder utrolig meget, at Ole har fået den pris. Det er jo Ole i en nøddeskal, for klubben var hans et og alt, han var æresmedlem siden 2016, og han har altid været aktiv hernede. Det kommer til at betyde utrolig meget, da pengene kommer til gavn for alle medlemmer i sejlklubben. Meget skal sættes i stand, og der er vedligehold af medlemsbåde. Så man kan sige, at Ole stadig hjælper til i klubben, fortæller Oles bror, Per Ingemann Nielsen, som også er formand for Svendborg Amatør Sejlklub. Han tilføjer: 

- Vi er rigtig stolte af Ole og på Oles vegne. Det er et rigtig flot skulderklap for alt det, han har gjort for klubben, sejladsen og for Svendborg by. 

oleingemann2

Verdens største regatta
I 2012 arrangerede Svendborg Amatør Sejlklub med Ole Ingemann som primær drivkraft den første Silverrudder-sejlads, der er en såkaldt singlehanded sejlads rundt om Fyn. Dengang var der blot 15 tilmeldte sejlere, som fra Svendborg kapsejlede rundt om Fyn i det, der dengang fik navnet Havets Jernmand. 

Med stort engagement og sit smittende humør har Ole i ti år fået frivillige til at yde deres bedste. Det store frivillige arbejde har resulteret i, at årets Silverrudder Challenge of the Seas ikke bare bliver det største nogensinde i Svendborg, men simpelthen den største singlehanded kategori 3 regatta i verden.

Fonden for Fynske Bank Prisen blev overrakt af filialdirektør i Fynske Bank i Svendborg, Kirsten Elkjær, som udtaler:

- Ole Ingemann har med sit kæmpe engagement fået Svendborg på det maritime verdenskort. Det er en helt fantastisk bedrift at få en kapsejlads som Silverrudder op at stå hvert år i ti år, og ikke mindst at det nu er verdens største regatta af sin slags. Derfor er det dejligt at kunne give prisen på 100.000 kroner til en så stor ildsjæl. Vi er meget kede af, at Ole pludselig gik bort og ikke selv kunne modtage prisen, men vi glæder os over, at pengene gives videre til Svendborg Amatør Sejlklub i Oles ånd.

oleingemann3

’Fonden for Fynske Bank Prisen’
Fonden for Fynske Bank uddeler i år fire priser på Fyn og i Trekantområdet. Baggrunden for prisen er et ønske om at belønne gode initiativer og entusiastiske ildsjæle i de lokalområder, som Fynske Bank er en del af. ’Fonden for Fynske Bank Prisen’ blev uddelt for første gang i 2018.