Pris til formanden for H.C. Andersen Festspillene

Pris til formanden for H.C. Andersen Festspillene

10 års utrætteligt arbejde i spidsen for H.C. Andersen Festspillene udløste i dag ”Fonden for Fynske Bank Prisen” til bestyrelsesformand Rune Kallager. Med prisen fulgte 100.000 kr. til et velgørende formål. Pengene gav modtageren videre til festspillene, der i år måtte aflyse sommerforestillingen i Den Fynske Landsby

Mangeårig indsats

Rune Kallager skulle i forvejen på scenen i Den Fynske Landsby og hyldes for sine 10 år som bestyrelsesformand for H.C. Andersen Festspillene. Men samtidig modtog han lørdag eftermiddag endnu et skulderklap for sin mangeårige indsats i spidsen for den fynske kulturinstitution. 

For i forlængelse af velfortjente klapsalver fra venner, sponsorer og samarbejdspartnere af festspillene modtog Rune Kallager nemlig ”Fonden for Fynske Bank Prisen”, som hvert år uddeles til en fynsk ildsjæl, der med sin indsats er med til at skabe liv, aktiviteter og glæde i de lokalområder, som Fynske Bank er en del af.

Forkæmper for det fynske kulturliv

Prisen fik Rune Kallager, fordi han igennem sine 10 år som bestyrelsesformand og et utal af frivillige timer har kæmpet for at sikre de årlige sommerforestillinger i Den Fynske Landsby og vinterforestillinger på Magasinet - til glæde for både en masse unge mennesker, turismen samt kulturlivet på Fyn og i Odense.

”Jeg er enormt glad, stolt og ydmyg over at modtage prisen. Den er en kæmpe anerkendelse af vores store arbejde med Festspillene. Det er hånden på hjertet indimellem hårdt arbejde, men jeg har nydt de seneste 10 års rejse, og jeg ville til hver en tid gøre det igen. Festspillene står mig meget nært og er nærmest blevet en del af mig,” siger Rune Kallager, der begyndte som bestyrelsesformand, da hans egen datter stod på scenen i Den Fynske Landsby.

Festspillene får økonomisk håndsrækning

Med prisen fulgte en donation på 100.000 kr. til et velgørende formål. Og ganske naturligt faldt valget på H.C. Andersen Festspillene, der i år har måtte aflyse årets sommerforestilling i Den Fynske Landsby på grund af den globale coronapandemi.

”Det er ingen hemmelighed, at en forening som vores hele tiden må kæmpe for at få økonomien til at hænge sammen. Det kræver en stor indsats fra både frivillige, skuespillere og ansatte. En håndsrækning på 100.000 kr. gør en stor forskel. Det vil gøre det muligt at glæde endnu flere unge mennesker, og vi kan fortsætte de flotte forestillinger, som er med til at sætte Odense på landkortet som en væsentlig kulturby,” siger Rune Kallager.

Det var filialdirektør i Fynske Banks afdeling i Odense, Michael Sabro-Lippert, der overrakte prisen til Rune Kallager. For filialdirektøren er der ingen tvivl om, at Festspillenes bestyrelsesformand er en værdig modtager af prisen, der blev uddelt for første gang i 2018.

”Når man ser Rune tale om Festspillene, så fornemmer man tydeligt, hvor meget han brænder for en af Odenses væsentligste kulturinstitutioner. Han er indbegrebet af en fynsk ildsjæl, og samtidig glæder hans arbejde for Festspillene hvert år både en masse fynske børn og unge samt mere end 30.000 publikummer hen over sommeren. Derfor er Rune på alle måder en fortjent modtager af prisen,” siger Michael Sabro-Lippert.

Sammen med de 100.000 kr. fik Rune Kallager også overrakt et kunstværk som det synlige bevis på prisen. Kunstværket er fra Galleri Rasmus i Odense. Værket hedder Ole Lukøje og er en bronzeskulptur lavet af den catalanske billedhugger Pere Sala. Siden 2004 har Sala arbejdet med bronze, og kroppens bevægelser har været både et tema og en passion for hans kunstneriske virke.

Kort om H.C. Andersen Festspillene

H.C. Andersen Festspillene har siden 1965 været en fast og stærk aktør i det odenseanske kulturliv. Her fortolker børn og unge i skuespil og musicals klassiske eventyr og børnefortællinger på scenen i den Fynske Landsby. I 2016 genoptog Festspillene ligeledes en vinterforestilling på Magasinet. Se mere på www.hcandersenfestspillene.dk

Kort om ”Fonden for Fynske Bank Prisen”

Fonden for Fynske Bank uddeler i år 4 priser på Fyn og i Trekantområdet. Baggrunden for prisen er et ønske om at belønne gode initiativer og entusiastiske ildsjæle i de lokalområder, som Fynske Bank er en del af. ”Fonden for Fynske Bank Prisen” blev uddelt første gang i 2018.