Investeringsrådgiver

Brænder du for investering og har du lyst til at arbejde i et udfordrende og afvekslende miljø i en solid bank, så lad os høre fra dig.

Om jobbet
Du bliver en del af et dynamisk team i stabsfunktionen Investering, der har base i Assens.

Dine primære arbejdsopgaver er kunderelaterede, hvor du blandt andet skal opbygge, vedligeholde og udvikle egen kundeportefølje. Du sparrer med bankens rådgivere i forhold til rådgivning af både bestående og nye kunder.

Herudover indgår du naturligt i den daglige drift i investeringsafdelingen, hvor du blandt andet vil få ansvaret for bankens rapporteringssystem (Portman). Du medvirker endvidere i afvikling af fonds, likviditet, valuta og bankens fuldmagtsprodukter, samt andre ad hoc opgaver i afdelingen.

Kan du se dig selv arbejde med ovenstående under stor grad af frihed, være løsningsorienteret indenfor investeringsområdet og kan du genkende dig selv i vore værdier, er dette måske jobbet for dig.

Din profil

  • Du har en akademisk baggrund, som cand. merc, cand. oecon. eller lignende.
  • Du har kendskab til det regulative marked, som pengeinstitutter er underlagt.
  • Du kan udfordre og hjælpe investeringsafdelingen med økonomisk input og overblik.
  • Du er fagligt stærk, resultatorienteret, ansvarsbevidst og er ikke bange for nye udfordringer.
  • Du trives med at arbejde i et højt tempo, har et godt humør og kan lide både at arbejde selvstændigt og i et team.


Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra lignende job, er stærk på aktiesiden og har kendskab til BEC’s systemer, Portman med flere.

Kort om Fynske Bank
Fynske Bank drives ud fra fire grundlæggende værdier:

  • Troværdighed
  • Nærvær
  • Købmandskab og
  • Fremsyn.

I praksis betyder det bl.a., at vi har korte beslutningsveje, stor selvstændighed i jobbet og en værdibaseret ledelsesstil. Vi sætter en ære i at være tilgængelige og tæt på vores kunder, og vores pejlemærke er en forretningsmæssig vækststrategi.

Ansøgning
Du kan få yderligere information om jobbet ved at ringe til finanschef Hans Erik Hansen, på tlf. 63 71 50 86 eller mobil 26 36 20 73.

Samtaler holdes løbende.

SØG JOB