Mathilde sørger for store som små i sin klub

I Søndersø Gymnastikforening har man lagt mærke til 15-årige Mathilde Kristensen, der gør en stor indsats for den nordfynske gymnastikforening som træner og frivilligt. Men vigtigst af alt er hun en god kammerat, som sørger for, at store som små har det godt. Derfor er hun blevet indstillet til ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’.

15-årige Mathilde Kristensen har dyrket gymnastik det meste af sit liv. I Søndersø Gymnastikforening er hun derfor et velkendt ansigt blandt store og små, men samtidig er hun en rigtig god kammerat. Mathilde Kristensen er nemlig altid klar med et klap på skulderen, et kram eller en peptalk til sin holdkammerat, hvis hun kan se, at vedkommende har brug for det. 

- Jeg tænker ikke så meget over at være en god kammerat, det ligger bare i min natur at sørge for at alle har det godt. For mig er det vigtigt at få alle med til træningen eller det sociale, og det er hurtigt at spotte, hvem der ikke har så mange at være sammen med. Så går jeg bare over og begynder at snakke med dem, for jeg kan snakke med alle, siger Mathilde Kristensen. 

Hendes evne til at få et godt sammenhold på holdet og hendes store passion for gymnastik smitter også af på resten af holdet og de to pigehold, hun ligeledes er træner for. For Mathilde Kristensen selv er det kammeratskabet i klubben, som gør det sjovt at gå til gymnastik. 

- Det er altid sjovt at komme i klubben og være sammen med alle sine holdkammerater. Jeg tror også på, at vi har lettere ved at lære noget nyt, hvis vi har det godt sammen. For mig er det også mega fedt at være træner for de yngre piger, for jeg lærer også noget ved at lære fra mig. Jeg kan selv huske, at jeg så op til mine trænere, da jeg var yngre, og jeg tror, at de ser op til mig, siger Mathilde Kristensen. 

I Søndersø Gymnastikforening sætter trænerne og bestyrelsen stor pris på Mathilde Kristensens evne til at inkludere sine holdkammerater og ikke mindst den store indsats, hun lægger i træning af de to pigehold. Den 18. januar skal hun konkurrere med seks andre fynske sportsudøvere om titlen som årets kammerat og 25.000 kr., som kan bruges sammen med holdet.  

Den unge gymnastikpige er heller ikke i tvivl om, at pengene skal bruges til fælles oplevelser med holdet, hvis hun vinder. 

- Til sommer skal vi til Italien til en gymnastikfestival, hvor der deltager hold fra hele verden. Vi skal lave opvisninger, men jeg kunne godt tænke mig at bruge pengene til noget ekstra hyggeligt med hele holdet i Italien, siger Mathilde Kristensen.