15-årige Luka fra Nr. Lyndelse vinder ’Fynske Bank Kammeratskabsprisen’

Det blev den 15-årige badmintonspiller fra Nr. Lyndelse Badmintonklub, Luka Bay Hammer, som løb med sejren og 25.000 kroner, da han lørdag blev kåret til årets kammerat ved Fynske Bank Sportslørdag.

Spændingen blev endelig udløst for de syv unge sportsudøvere, som var nomineret til ’Kammeratskabsprisen’. Lørdag eftermiddag blev Luka Bay Hammer kåret som årets kammerat for den store indsats, han yder for Nr. Lyndelse Badmintonklub. Udover den flotte titel fik den 15-årige badminton spiller også overrakt 25.000 kroner, som han kan bruge sammen med sit hold. 

- Nomineringen var et kæmpe skulderklap fra alle i min klub. Det så jeg som en stor ros, og jeg var meget stolt. Jeg havde slet ikke regnet med at vinde. Det er meget overvældende, siger den overraskede vinder, Luka Bay Hammer.

Han havde stor opbakning fra sine holdkammerater, som var mødt op i Odense Idrætshal for at heppe på deres kammerat foran scenen. Præcis som Luka Bay Hammer plejer at heppe på dem til stævner og turneringer. 

På scenen fik Luka Bay Hammer flotte ord med på vejen af juryen, som bestod af Jan Pytlick, håndboldtræner, OB-spillerne Jens Jakob Dyhr Thomasen og Julius Eskesen, samt Petter Blondeau, direktør i Fynske Bank.

- Vi har i juryen fundet en vinder, som både er dygtig til sin sport, hjælpetræner i sin klub og beskrives som en rollemodel. Vores vinder bakker altid sine klubkammerater op til træning og kamp, hvilket er til stor inspiration for alle i klubben – holdkammerater, forældre, trænere og ikke mindst jævnaldrende hjælpetrænere. Vores vinder inspirerer, hepper, coacher og high-five’r alle i sin klub. Store som små. Vores vinder er kort sagt en god kammerat, sagde Petter Blondeau, inden han overrakte statuette og 25.000 kroner til Luka Bay Hammer.

En klubtur er altid godt for sammenholdet
Badmintonspilleren fra Nr. Lyndelse Badmintonklub ved også allerede, hvad han kunne tænke sig at bruge pengene på. Han vil nemlig gerne have en god oplevelse med sit hold.

- Vi har tidligere været på klubture, og sidste år havde vi faktisk besøg af en klub fra Sjælland, som spillede stævne og overnattede hos os. Vi har talt om at tage over til dem og et af deres stævner, hvor vi kan lære nye at kende og få spillet en masse badminton. En klubtur er altid godt for sammenholdet, og det er fedt at være afsted på egen hånd med et par trænere, så der er tid til at snakke med alle, siger Luka Bay Hammer.

En træning med forbilledet Viktor Axelsen eller en anden landsholdsspiller står også på ønskesedlen for årets kammerat. 

Luka Bay Hammer var en af de syv nominerede unge fynboer til 'Fynske Bank Kammeratskabsprisen'. Alle syv nominerede vandt hver 3.000 kroner, som blev overrakt af juryen under Fynske Bank Sportslørdag.

Om Fynske Bank Kammeratskabsprisen: 
Alle nominerede modtager 3.000 kr., mens vinderen af 'Fynske Bank Kammeratskabsprisen' derudover modtager 25.000 kr. til at styrke det sociale sammenhold på vinderens hold. Det kan eksempelvis være i form af en fællesrejse eller lignende.

Indstillingerne til Fynske Bank Kammeratskabsprisen kommer fra holdkammerater, trænere eller lignende og juryen udvælger herefter syv nominerede.