Spørgsmål/Svar

Hvad er formålet med de skærpede sikkerhedskrav?
Formålet er at reducere den stigende tendens til svindel med kortbetalinger i hele Europa. Den skærpede sikkerhed er godt både for forbrugerne, for butikkerne og for bankerne, som udsteder betalingskort.

Hvad betyder stærk kundeautentifikation?
Stærk kundeautentifikation (SCA eller ’Strong Customer Authentication’) betyder, at en betalingstransaktion er gennemført med brug af to-faktor-sikkerhed. Det vil sige, at man fx kombinerer brugernavn og password (”noget, man ved”) med en ekstra faktor (”noget, man har”), som typisk vil være en personlig app på mobiltelefonen, eller med en inherence-faktor (”noget, man er”) som fx biometri.

Kan jeg stadig betale kontaktløst med mit kort?
Ja, du kan fortsat betale kontaktløst med dit kort helt som i dag.

Hvorfor bliver mit kort afvist, når jeg betaler kontaktløst?
Hvis du har benyttet dit kontaktløse kort så mange gange, at det er kommet over den samlede grænse, skal du taste din PIN-kode. Hvis ikke der er mulighed for at taste PIN-koden i terminalen, vil transaktionen blive afvist. Du skal derfor bruge dit kort i en anden terminal, hvor du kan taste PIN-koden, før du igen kan bruge den kontaktløse del.

Hvorfor bliver mit kort afvist, når jeg forsøger at betale med chip i terminalen?
Enten skyldes det, at terminalen ikke har PIN-muligheden, eller også at kortets chip ikke kan læses. Du skal her forsøge at bruge chippen i en anden terminal, og hvis chippen stadig ikke kan læses, skal du kontakte banken.

Hvorfor bliver mit kort afvist, når jeg forsøger at bruge kortets magnetstribe?
Da magnetstriben ikke lever op til de gældende sikkerhedskrav, er det ikke længere tilladt at bruge kortets magnetstribe.

Hvorfor kan jeg pludselig ikke bruge mit kort i automater, hvor det tidligere har været muligt?
På grund af de skærpede sikkerhedskrav kan du opleve, at du pludselig ikke kan bruge dit kort som hidtil. Det er ikke kortet, der ikke virker, men automaten, der ikke opfylder sikkerhedskravene.

Hvad med betalinger via MobilePay?
I langt de fleste situationer, vil du opleve betaling i webshops med MobilePay, som du plejer. I andre situationer vil du nu efter swipet blive mødt af det ekstra godkendelseslag: 3D Secure, dvs. en kode via sms som du skal indtaste eller verificering med NemID, før betalingen er godkendt.

Hvad betyder de skærpede sikkerhedskrav for mig, når jeg skal betale med mit kort på nettet?
Du vil fremover oftere skulle godkende en betaling via en ekstra sikkerhedsløsning og altså ikke alene ved at indtaste kortnummer, udløbsdato og CVC (kontrolcifre).

Hvorfor sker der ændringer til de nuværende sikkerhedsløsninger til nethandel?
Fordi de nuværende sikkerhedsløsninger Mastercard ID Check, Visa Secure og Dankort Secured by Nets ikke lever op til sikkerhedskravene. Fremover skal man indtaste en personlig kode sammen med koden fra SMS’en, når man handler på nettet. Man kan også fortsat bruge NemID appen til at godkende en betaling.

Hvorfor er det ikke alle transaktioner, der skal gennemføres med chip + pin i fysiske handel?
Visse transaktioner kan undtages sikkerhedskravene. Det gælder bl.a. selvbetjente standere i transport- og parkeringssektoren (fx betaling af vejtold, brobilletter og parkeringsanlæg).

Hvorfor er det ikke alle transaktioner, der skal godkendes via en ekstra sikkerhedsløsning i nethandel?
Visse transaktioner kan undtages sikkerhedskravene. Det gælder bl.a. betaling til abonnementer (fx telefon, streamingtjenester og BroBizz), hvis der har været gennemført en sikkerhedsgodkendelse ved den første betalingstransaktion. Transaktioner på mindre beløb vil også i nogle tilfælde kunne blive godkendt uden en ekstra sikkerhedsgodkendelse.