Hvornår skal du ændre i din forskudsopgørelse?

Det der med forskudsopgørelsen – det er ikke nemt. Hvornår skal du ændre i den? Og hvad er det nu lige, forskellen på forskudsopgørelsen og årsopgørelsen er? Vi forstår godt, det kan være svært, men ved også, hvor vigtigt det er at have styr på. Derfor har vi lavet en guide, der forhåbentlig kan hjælpe dig på vej.

Allerførst: Hvad er forskellen på forskudsopgørelsen og årsopgørelsen?

Forskudsopgørelsen kan betragtes som et budget for året. I forskudsopgørelsen skal du indberette, hvad du tror, du kommer til at tjene det gældende år – og ud fra det beregner SKAT automatisk, hvad du skal betale i SKAT.

Årsopgørelsen er SKAT’s årlige regnskab for det foregående år – en opgørelse over, hvad du har tjent, og hvad du har betalt i skat. Det er her, du kan se, om du skal have penge tilbage eller betale restskat.

Forskudsopgørelsen gælder altså for det kommende år – og den kan du selv gå ind og ændre i løbende.

Årsopgørelsen er opgørelsen fra sidste år – og den opgøres af SKAT én gang årligt. Og det er de ændringer du laver i forskudsopgørelsen, der kommer til at påvirke din skattebetaling.

Hvornår skal du så ændre i forskudsopgørelsen?

Hovedreglen for, hvornår du skal rette er: Når der sker større ændringer i din økonomi. De mest typiske eksempler på det er:

  • Ændrede lønforhold
  • Hvis du går på pension eller efterløn
  • Du begynder at få SU – eller stopper med det
  • Din afstand til arbejde ændrer sig – du kan få kørselsfradrag, hvis du har længere end 12 km til arbejde (24 retur)
  • Ændrede fradrag eller renteudgifter – fx hvis et af dine lån omlægges
  • Du køber ny bolig – eller sælger din nuværende bolig
  • Starter din egen virksomhed
  • Ændrede privatlivsforhold – fx hvis du bliver gift eller skilt 

Du kan allerede nu ændre i din forskudsopgørelse for 2018.

Din forskudsopgørelse for det nye år kommer altid i november – men dine oplysninger fra sidste år overføres automatisk, så hvis der ikke er sket ændringer, eller hvis du har indberettet dem, der er sket, skal du ikke foretage dig noget i forbindelse med den nye forskudsopgørelse.

Kort sagt er den letteste regel, at hver gang der sker en ændring i en af ovenstående forhold, så gå ind og ret din forskudsopgørelse med det samme. Så behøver du ikke tænke på frister, og så er du sikker på, du får det gjort og ikke glemmer det.