Skip to Main Content

Undgå betalingsloftet på dit Visa/Dankort

Du har en tidsbestemt grænse på hvor meget du kan hæve på dit Visa/Dankort, som det er vigtigt at være opmærksom på.

Kedelig ferieoplevelse

Mange oplever, at de pludselig ikke kan hæve penge eller betale med deres Visa/Dankort. Det skyldes ofte, at de har nået beløbsgrænsen på 30.000 kroner, som er grænsen for, hvor meget de kan bruge via Visa-delen på deres Visa/Dankort.

Det sker ofte i forbindelse med ferie, men kan også ske herhjemme. 

 

Grænse på Visa-delen

Når du køber noget med dit Visa/Dankort, bruger kortet enten Visa- eller Dankort-delen til at gennemføre betalingen. På Dankort-delen har du ingen øvre fast beløbsgrænse for, hvor meget du kan benytte kortet. Det har du til gengæld på Visa-delen, hvor du maksimalt kan købe eller hæve for 30.000 kroner over en periode på 14 dage.

Når du betaler hos slagteren eller køber ind i dagligvarebutikkerne i Danmark, er det som udgangspunkt Dankort-delen af dit Visa/Dankort, der gennemfører betalingen.

 

Apple Pay og udenlandske hjemmesider tæller med

Du skal dog være opmærksom på, at betalinger med Apple Pay i danske butikker også tæller med som Visa-betalinger. Det kommer bag på mange. Skal du ud at rejse, skal du derfor være opmærksom, hvis du inden har foretaget store eller mange mindre betalinger med Apple Pay.

Bruger du dit Visa/Dankort til at købe ferien på en udenlandsk hjemmeside, tæller dette køb også med i Visa-delens maksimumbeløb på 30.000 kroner pr. løbende 14 dage.

 

Støder du på loftet, kan du ikke bruge kortet

Støder du på betalingsloftet på Visa-delen, kan du pludselig hverken gennemføre en Visa/Dankort-betaling eller hæve penge.

Vi anbefaler:

 

  • Vær bevidst om dit forbrug så du ikke når beløbsgrænsen for Visa/Dankort.
  • Udover dit Visa/Dankort, så hav også et Mastercard på lommen, når du rejser.

 

Med to betalingskort på ferien har du flere muligheder og større økonomisk tryghed – det gælder ikke kun, når det kommer til beløbsgrænser, for visse steder kan du også komme ud for, at nogle udenlandske butikker eller taxaselskaber sværger til det ene betalingskort, andre til det andet. Derudover har du med et Mastercard kreditkort (ikke debit) den automatiske fordel at have tilknyttet en rejseforsikring, der sikrer dig hjælp i udlandet, hvis uheldet er ude.