Skip to Main Content

Sikker nethandel

Nets og bankerne har i fællesskab udviklet en sikkerhedsløsning ved handel på nettet. 

SMS løsning

Sikkerhedsløsningen går ud på, at du modtager en SMS med en engangskode, når du skal betale for en vare på nettet med et internationalt betalingskort. Koden skal du bruge til at indtaste i et skærmbillede, som er en del af betalingsforløbet.

SMS-løsningen er yderst brugervenlig, fordi du slipper for at skulle huske et selvvalgt kodeord. Samtidig ved du også, at du modtager en SMS på det telefonnummer, som du har tilmeldt løsningen, hver gang et af dine tilmeldte internationale betalingskort bliver brugt i forbindelse med handel på nettet.

Sikkerhedsløsningen skal bruges i alle internetbutikker, der anvender Verified by Visa eller MasterCard Identity Check.

Du tilmelder dig enten via linket herunder, eller du bliver ledt direkte til tilmeldingssiden første gang, du handler med ’Verified by Visa’ eller ’MasterCard Identity Check.

Du skal bruge din MitID for at knytte dit mobilnummer til dit betalingskort, som du ønsker Nets skal sende en SMS med en engangskode til, når du handler på nettet. Hvis du efterfølgende ønsker at ændre eller slette det mobiltelefonnummer, skal du ligeledes anvende din MitID.

Klik her for tilknytning, ændring eller afmelding af mobiltelefonnummer til dit kort.

 

Hvis du ikke kan modtage en SMS

Der kan opstå situationer hvor du ikke kan modtage en SMS. Dels kan du opholde dig et sted hvor der er ringe mobildækning og dels kan de lokale mobiloperatører have blokeret for bestemte typer SMS'er. Hvis du ikke modtager en SMS efter flere forsøg, kan du kontakte Nets Customer Service (+45 44 89 27 50) hele døgnet. Customer Service kan efter nogle kontrolspørgsmål hjælpe dig til at gennemføre de nødvendige køb på nettet i en kortere periode. Når perioden er udløbet vender du tilbage til den normale metode, hvor du igen skal anvende en SMS-engangskoden.

 

Gode råd om brug af kort på nettet

 

  • Udskriv og behold altid en kopi af bestillingen
  • Send ikke dit kortnummer i en e-mail
  • Før købet bør du undersøge butikkens telefonnummer og adresse samt dine muligheder for at reklamere over købet
  • Opgiv aldrig dit kortnummer, hvis du ikke vil købe noget
  • Tjek, at butikken har sikker opkobling – kig efter hængelåsen oppe i højre hjørne efter adresselinjen eller se om web-adressen starter med https://    
  • Når du har brugt dit kortnummer til betaling af en løbende ydelse, fx et abonnement, skal du sikre dig, at betalingsmodtager får en skriftlig besked, hvis du ønsker at opsige abonnementet eller ikke længere ønsker at betale med kortet.
  • Kontroller, at hjemmesiden giver dig de lovbefalede oplysninger, fx om din fortrydelsesret og sælgers kontaktoplysninger
  • Betal med betalingskort ved at indtaste kortnummer og udløbsdato, eller pr. efterkrav. Betal aldrig forud med bankoverførsel, check og lign.
  • Kontroller varen straks ved modtagelsen
  • Hvis du fortryder, så overhold returfristen og få kvittering for, at varen er returneret.
  • Tjek dine kontoudtog
  • Se Forbrugerstyrelsens folder "Køb trygt på internet og postordre" – her er der mange flere råd

 

Fynske Bank og Nets har intet ansvar for fejl og mangler mv. ved de ydelser, betalingsmodtager leverer. Eventuelle klager over fejl og mangler ved de leverede ydelser skal rettes til betalingsmodtager.