Afdelingsdirektør skifter direktørjob ud med SU og studiebøger: Fortsætter i Fynske Bank ved siden af studierne
Malene Givskov, afdelingsdirektør i Fynske Bank, forfølger efter mere end 20 år i finansverdenen en drøm om at fordybe sig i historie, kultur og politik, når hun til efteråret begynder at læse Amerikanske Studier på Syddansk Universitet. Hun fortsætter samtidig i en ny rolle i Fynske Bank ved siden af studierne.
Det er de færreste, der efter 20 år på arbejdsmarkedet skifter fast løn, trygge rammer og en arbejdsplads, man holder af, ud med SU og studiebøger. Men det er netop det valg, Malene Givskov, afdelingsdirektør i Fynske Bank i Nyborg, har truffet for at give plads til sin drøm.
Til efteråret begynder hun at læse Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skulle blive i Fynske Bank, hvis jeg skulle fortsætte i bankverdenen resten af mit arbejdsliv. Jeg trives i måden, man gør tingene på, og det har været fantastisk at være med til at bygge afdelingen i Nyborg op. Men jeg har altid haft en stor personlig interesse i historie, kultur og politik - og så har jeg drømt om at fordybe mig i det en dag. Da jeg fyldte 50 år, stod det klart for mig, at det skulle være nu, hvis det skulle være, siger Malene Givskov.
Hun er stolt af udviklingen og den markante kundevækst, hun sammen med resten af Fynske Bank i Nyborg har skabt de seneste år, men hun ser også frem til at få en ny hverdag – uden at vide, hvor det præcist fører hen. Netop den del tiltaler hende.
- Jeg er ret bekymringsfri som person, og jeg tror på, at tingene nok skal gå. Jeg glæder mig til at skulle bruge min hjerne på en anden måde, end jeg har gjort de seneste 20 år, og få lov til at dykke ned i noget nyt uden at vide, hvad det præcist skal ende med. Det har jeg det faktisk rigtig godt med, siger Malene Givskov.
Fortsætter i ny rolle
Selvom hun ser frem til det nye kapitel, har beslutningen ikke været uden svære overvejelser. Især fordi den indebærer et farvel til rollen som fast rådgiver for kunder, hun har opbygget tætte relationer til gennem mange år.
- Jeg har kendt og rådgivet nogle af mine kunder i næsten 20 år, og de er blevet til meget mere end kunder. Det er mennesker, som jeg kender virkelig godt. Det gør lidt ondt i maven, at jeg ikke længere skal have den løbende dialog med dem, siger Malene Givskov.