
Deepvis vandt Fynske Bank Startup Lab, og fik langt mere end præmiechecken med hjem
Den nordjyske AI-virksomhed, Deepvis, blev hyldet som vinder af Fynske Bank Startup Lab og blev 100.000 kroner rigere, men det var læringen, fællesskabet og mødet med den erfarne dommer, Ehsanullah Ekhlas fra Unicontrol, der fyldte mest for de to rørte vindere.
Koldinghus’ historiske vingesus skabte en smuk og stemningsfuld kulisse om finalen i Fynske Bank Startup Lab, hvor syv af landets mest lovende startups pitchede om en samlet præmiesum på 150.000 kroner.
Brødrene Carl og Mads Fagerlund fra Deepvis kiggede dog ikke kun tilbage på et vildt år som iværksættere, men havde også overskud til at kigge ind i fremtiden, allerede før deres vellykkede optræden foran dommerpanelet.
Her havde de især fået et godt øje til Ehsanullah Ekhlas, der er medstifter af den odenseanske vækstkomet Unicontrol, som laver sensorer til gravemaskiner og på imponerende vis har skaleret virksomheden og solgt den til amerikanske Spectra Precision for et trecifret millionbeløb i løbet af få år.
- Da dommerpanelet blev offentliggjort, læste jeg hele historien om Ehsan og Unicontrol og blev meget imponeret over virksomhedens udvikling, og at de har formået at komme på markedet i 28 lande i løbet af blot syv år. Mange af de ting, vi drømmer om, er lykkedes for Unicontrol, og deres produkt minder på mange måder om vores. Vi opsamler data og tilbyder indsigter og handlemuligheder, man ellers ikke ville have fået, forklarer Carl Fagerlund.
Stort potentiale
Sammen med sin bror leverede han en imponerende og overbevisende præstation på finalescenen til Fynske Bank Startup Lab, og det samlede dommerpanel var enige om både potentialet og de to iværksætteres evner til at følge forretningsidéen til måls.
- Vinderen er en virksomhed, der kender sit marked, ved hvad produktet skal kunne og har styr på teknologien. Samtidig har I involveret jeres brugere i udviklingen af projektet og baseret produktet på et reelt behov. Det var også sådan, vi gjorde i Unicontrol. Det er meget bedre at finde ud af, om der er nogen, der vil betale for jeres produkt, før I bruger en halv eller en hel million på at udvikle det, lød det fra Ehsanullah Ekhlas, da han på juryens vegne begrundede Deepvis’ sejr.
- I har pilotkunder, I har omsætning, og potentialet er stort. I løser et problem, som bliver større i fremtiden, og som kan være med til at holde arbejdspladser i Danmark og Europa, sagde han, inden Carl og Mads Fagerlund blev hyldet som vindere af Fynske Bank Startup Lab.
Med sejren fulgte 100.000 kroner, som kan få afgørende betydning for udviklingen af Deepvis’ løsning.
Profil kan gøre kæmpe forskel
I minutterne efter sejren var det dog alt det andet, der fyldte for de to entreprenante brødre, der hurtigt faldt i snak med Ehsanullah Ekhlas.
- Alene det, at han kigger os i øjnene og siger, at vores projekt er enormt interessant, og at han gerne vil hjælpe os, betyder virkelig meget for os. Én ting er præmiepengene og det netværk, vi har fået ud af at være med, men at vi også allerede har fået et møde i kalenderen med en erfaren profil, der kan hjælpe os videre, gør en kæmpe forskel for os, siger Carl Fagerlund.
Han sætter dermed fokus på netop det, som Fynske Bank Startup Lab handler om: At hjælp startups på et tidligt stadie med at udvikle og styrke deres virksomhed.
Mere end 50 virksomheder havde i år meldt sig til de indledende pitchrunder i Kolding, Odense og Aarhus. 13 gik videre til et intensivt forretningsudviklingsforløb, der bød på to workshops og en bootcamp på Houens Odde.
Her blev finalefeltet skåret ned til syv virksomheder med Deepvis som den ene.
Kan holde arbejdspladser i Danmark
Virksomheden har ved hjælp af AI udviklet et helt nyt kamerasystem, der kan undersøge plast og sikre, at kvaliteten er stabil i plastfabrikkernes produktion, og de to stiftere ved, at der er behov for deres system.
Deres far har nemlig drevet en plastfabrik i 36 år, som de selv har været en del af de seneste otte år ved siden af HA-studierne i erhvervsøkonomi og uddannelsen til softwareingeniør.
Derfor har de fra nærmeste hold oplevet, at der kan opstå store forskelle, især med genbrugsplast, og at de eksisterende kontrolsystemer ikke altid kan følge med.
- Kunderne efterspørger tydelig dokumentation og drift, der kører stabilt. Producenterne skal nemlig kunne dokumentere, at deres produkter lever op til EU’s krav om brug af genbrugsplast. Krav, der bliver skærpet frem mod 2038. Derfor bliver dokumentation og pålidelige data helt afgørende, og Deepvis’ system kan i sidste ende være med til at sikre arbejdspladser på dansk og europæisk grund.
Det er typisk emballageproducenter, der er tilbage i Danmark, og hvis vi kan dokumentere alt med et digitalt produktpas, kan vi bruge informationerne i ESG-rapporter, og sørge for at Danmark får en stor fordel i samarbejdet med store internationale kunder. På den måde ser vi, at vi kan hjælpe med at fastholde de danske fabrikkers samarbejde med store internationale virksomheder, så vi beholder de store fremstillingsordrer, og - vigtigst - arbejdspladserne herhjemme. De store kunder efterspørger allerede nu data, fortæller Carl Fagerlund.
Turde ikke drømme om sejren
Deepvis har allerede lavet fire pilotprojekter og har mundtlige aftaler om at skulle levere 15-20 systemer allerede nu.
Virksomheden mangler blot kapaciteten til at kunne levere.
Det kan førstepræmien på 100.000 kroner være med til at lave om på, men lige efter sejren var det lige så meget tilfredsstillelsen ved at lykkes og få kredit for det seneste års hårde slid, der fyldte for de to vindere af Fynske Bank Startup Lab.
- Der var ingen af os, der havde turdet drømme om at vinde. I foråret missede vi en stor chance, fordi vi ikke kunne kommunikere virksomheden og dens værdi under et pitch. Det gjorde ondt på os, og lige siden har vi knoklet hårdt for at få kommunikeret alle dele af virksomheden rigtigt til både kunder og investorer. Sejren er en kæmpe validering for os. Vi er enormt glade for, at al vores hårde arbejde betaler sig. Det er det, der gør mig allermest glad i aften, lød det fra de rørte vindere.
De har foreløbig været i gang i et år og har fået mange ting til at ske på meget kort tid.
Men ting tager ofte længere tid, end man tror, og den her sejr betyder, at vi igen kan se retningen og meningen med det hele. Forløbet i Fynske Bank Startup Lab har været fantastisk, og vi er blevet introduceret til nogle værktøjer, vi ikke kendte i forvejen, og som man ikke kan læse sig til, men lærer med erhvervserfaringen. Samtidig har det været meget værdifuldt for os at få mulighed for at sparre med nogle erfarne mentorer, siger Carl Fagerlund.
Med sejren i Fynske Bank Startup Lab er Deepvis klar til næste skridt i virksomhedens udviklingen, og de to unge iværksættere fik allerede i minutterne efter sejren et møde med Ehsanullah Ekhlas i kalenderen.
I et uhyre stærkt felt blev Neha Mehta nummer to med sin globale platform for søfart, NextMariner, der samler data, AI-analyse og gamification for at løse sømandsmangel og fremme diversitet i branchen.
Hun kunne derfor gå fra finalen med en præmie på 50.000 kroner.

