Skip to Main Content
Skrevet d. 11. september – 2025
Screenshot (15) 2

En fiktiv million på spil: Skoleelever lærer om aktier og økonomi gennem landsdækkende konkurrence

Aktiedysten og Fynske Bank giver de ældste skoleelever mulighed for at investere en fiktiv million, samtidig med at de lærer om opsparing, risici og økonomisk ansvarlighed på en sjov og lærerig måde. Vinderklassen får 10.000 kroner til klassekassen, men skal ikke blot skabe det størst mulige afkast, men også begrunde klassens valg og strategi.

Klik. Køb. Sælg.

Tallene blinker rødt og grønt på skærmen. For den ene elev betyder det et lille fald. For den anden en uventet stigning. Øjeblikke, der ofte giver et sug i maven og som samtidig puster til nysgerrigheden. For hvad får en aktie til at skyde i vejret som en raket den ene dag, for så at falde brat den næste?

Det får skoleelever over hele landet de kommende uger og måneder mulighed for at undersøge i praksis, når de i Aktiedysten får en fiktiv million at investere uden at risikere deres egne penge.

Aktiedysten er en landsdækkende læringskonkurrence, der har som ambition at øge deltagernes forståelse for aktiemarkedet, opsparing og privatøkonomi.

Ud over konkurrencens førstepræmie på 10.000 kroner til klassekassen, bliver de unge undervejs også klædt på med grundlæggende viden, så de trygt og sikkert kan bevæge sig ud på aktiemarkedet.

Gennem undervisningsmateriale og gæsteundervisere fra Fynske Bank på udvalgte skoler bliver eleverne klogere på forskellen mellem spekulation og strategisk investering og vigtigheden af at kende sin egen risikovillighed. Der bliver også sat fokus på at spotte fup og forstå aktiemarkedets psykologiske fælder.

Stigende interesse for investeringer

Fynske Bank bakker op om Aktiedysten, både økonomisk og ved at engagere sig i undervisningsforløbet, for at bidrage til elevernes økonomiske dannelse og forståelse for investering og privatøkonomi.
Det sker på et tidspunkt, hvor interessen for at investere er stigende især blandt unge.

- Som partner i Skolernes Aktiedyst er vi med til at sikre eleverne en grundlæggende viden og en sund tilgang til aktier og investeringer på en måde, der både er sjov og motiverende. Ingen skal ligge vågne om natten på grund af deres investeringer, og vi ser Aktiedysten som et oplagt sted at gøre en forskel for fremtidens investorer, siger Hans Erik Hansen, der er Finans- og Formuedirektør i Fynske Bank.

Skoler over hele landet kan deltage i Aktiedysten, som løber af stablen fra den 6. oktober til den 7. november.

I den periode skal eleverne investere deres fiktive million bedst muligt, og juryen skal udpege en vinder blandt de fem klasser, der har skabt det største afkast i konkurrenceperioden.

Aktiedysten adskiller sig imidlertid fra virkeligheden, fordi perioden er kort og afgrænset.

Begrundede valg er afgørende

Derfor lægger juryen i sin udvælgelse også vægt på, at eleverne kan begrunde deres valg og har taget stilling til deres risikoprofil og taget højde for social ansvarlighed og god virksomhedsskik. Det er altså ikke nødvendigvis den klasse, der har opnået det største afkast, der vinder Skolernes Aktiedyst.

- Vi har oplevet en enorm interesse for Skolernes Aktiedyst fra skoler over hele landet. I en tid, hvor mange unge henter deres økonomiske råd fra TikTok, YouTube og sociale medier, vil vi give dem en lærerig, sjov og virkelighedsnær oplevelse med investering, sammen med investeringseksperterne fra Fynske Bank. Vi glæder os meget til forløbet, siger Michael Niels Rasmussen, administrerende direktør i Aktiedysten. 

96 klasser fra hele landet har allerede tilmeldt sig konkurrencen, og men Aktiedysten forventer endnu flere, og at flere tusinde elever landet over i den kommende perioder får endnu større indblik i mekanismerne bag aktiekursernes op- og nedture.


Fakta om Aktiedysten:

Aktiedysten er en landsdækkende læringskonkurrence for elever i 7.-10. klasse, der dyster i hold og kæmper om præmier til klassekassen.

Eleverne får i konkurrenceperioden en fiktiv million kroner at investere for. De kan investere i aktier fra Danmark, USA, Tyskland, Sverige, Finland og Island.

Konkurrencen løber fra den 6. oktober - 7. november og indeholder også et undervisningsforløb, der starter før konkurrencen.

En jury udpeger vinderen blandt de fem klasser, der har skabt det største afkast under konkurrencen. Afkastet er kun ét af de parametre, som klasserne bliver bedømt på. Juryen lægger også vægt på elevernes viden, strategi og forståelse, som de undervejs i forløbet demonstrerer via test og quizzer.

Vinderen afsløres i uge 47.

Screenshot (2) 2