
“Langeland er et sammensat samfund med stærke fællesskaber og mennesker, der brænder for området. Det er noget af det, jeg holder allermest af ved øen, og derfor føles det også lidt som at komme hjem”

Med stærke ledelseskompetencer, et stort lokalt netværk og et indgående kendskab til øen skal Claus Beck Larsen som ny afdelingsdirektør i Rudkøbing være med til at styrke Fynske Banks position på Langeland.
Med mange års tilknytning til Langeland, tætte forbindelser på øen og solid ledelseserfaring vender Claus Beck Larsen nu tilbage til et område, han kender indgående.
Han er netop tiltrådt som ny afdelingsdirektør i Fynske Bank i Rudkøbing og kommer med bred erfaring fra den finansielle sektor og en lederkarriere, hvor opbygning af stærke kulturer, udvikling af medarbejdere og tætte kunderelationer har været gennemgående temaer.
Samtidig er han langt fra et nyt ansigt på Langeland. Han har tidligere arbejdet i Rudkøbing, har gennem mange år haft en tæt tilknytning til øen og engageret sig aktivt i lokale fællesskaber og arrangementer. Blandt andet har han været frivilligkoordinator for festivalen Liv og Glade Dageløkke, og sammen med sin familie er han involveret i revyen, Novemberfesten i Tullebølle og Lohals Frikadellefest.
- Langeland er et sted, hvor relationer betyder meget. Det gælder også, når man vælger bank. For mig handler god rådgivning om at kende kunderne, være synlig i lokalområdet og skabe den tryghed, der gør, at kunderne ved, hvem de kan ringe til, når de har brug for sparring. Samtidig håber jeg, at endnu flere får øjnene op for værdien af at vælge en lokal bank. Når vi lægger vores forretninger lokalt, er vi med til at styrke de lokalsamfund, vi er en del af, siger Claus Beck Larsen.
Som at vende hjem
Han har senest arbejdet med både privat- og erhvervskunder i Svendborg, men glæder sig til at vende tilbage til Langeland, hvor Fynske Bank er den eneste tilbageværende bank. Det giver afdelingen i Rudkøbing en særlig position.
- Som det eneste tilbageværende pengeinstitut på Langeland har vi en helt særlig mulighed for at gøre en forskel på Langeland. For mig er tillid, tryghed og stærke relationer nøgleord. Vi skal være en aktiv medspiller i lokalsamfundet, bidrage til udviklingen af området og fortsat være tæt på de mennesker og virksomheder, vi er her for, siger Claus Beck Larsen, der også tidligere har været filialdirektør i Rudkøbing.

“Langeland er et sammensat samfund med stærke fællesskaber og mennesker, der brænder for området. Det er noget af det, jeg holder allermest af ved øen, og derfor føles det også lidt som at komme hjem”
Skiftet føles derfor på mange måder som at vende hjem.
- Langeland er et sammensat samfund med stærke fællesskaber og mennesker, der brænder for området. Det er noget af det, jeg holder allermest af ved øen, og derfor føles det også lidt som at komme hjem, siger Claus Beck Larsen.
I Fynske Bank er regionsdirektør Kirsten Elkjær meget tilfreds med, at Claus Beck Larsen nu skal stå i spidsen for Fynske Banks videre udvikling på Langeland.
- Claus har både de rigtige kompetencer og et ægte engagement i Langeland og de mennesker, der bor her. Han kender området indgående og har den nærhed til både kunder og lokalsamfund, som er afgørende for at drive en lokal bankforretning. Derfor er jeg også overbevist om, at han er den rette til at stå i spidsen for den fortsatte udvikling af vores afdeling i Rudkøbing, siger hun.