
“Han udfordrede os på, om virksomheden kunne skalere proportionalt med salget. Det blev et vigtigt kompas for os og var med til at skubbe os i retning af at bygge en mere standardiseret løsning, som vi kan vokse med.”

Da Deepvis vandt Fynske Bank Startup Lab i 2025, havde virksomheden allerede kunder og en lovende teknologi. Men ét råd fik de to stiftere til at gentænke forretningen. I dag har de solgt deres første anlæg, er i dialog med investorer og står med en løsning, der kan skaleres langt bredere.
Nogle gange kan ét skridt tilbage vise sig at blive det største spring frem.
Sådan var det for brødrene Carl og Mads Fagerlund, der sidste år imponerede dommerne i Fynske Bank Startup Lab med deres intelligente visionsystem, der gør det lettere for plastproducenter at kvalitetssikre produkter og dokumentere brugen af genbrugsplast. Noget, der bliver stadigt vigtigere i takt med skærpede EU-krav.
Dengang var de to iværksættere godt i gang med at løse konkrete udfordringer ude hos virksomhederne, men både under og efter forløbet blev de udfordret på, hvorvidt de greb opgaven helt rigtigt an.
- Vi fandt ud af, at det, vi arbejdede på, skulle være langt mere skalérbart. Vi havde fokus på at løse udfordringerne hos de enkelte kunder, men undervejs blev vi opmærksomme på, at vi var nødt til at bygge en standardløsning, der kunne tilpasses, men bruges langt bredere. Derfor valgte vi at gå et skridt tilbage, fortæller Carl Fagerlund.
Tæt dialog med dommer og investor
Kort efter sejren faldt Deepvis i snak med dommer Ehsanullah Ekhlas, der har været med til at bygge Unicontrol op til en international succes og hurtigt så potentialet i de to brødres virksomhed. Dialogen udviklede sig til et værdifuldt sparringsforløb, der fik Deepvis til at gentænke retningen for virksomheden. Resultatet blev et stærkere og mere skalerbart fundament.
- Han udfordrede os på, om virksomheden kunne skalere proportionalt med salget. Det blev et vigtigt kompas for os og var med til at skubbe os i retning af at bygge en mere standardiseret løsning, som vi kan vokse med, fortæller Carl Fagerlund.
I dag er beslutningen begyndt at bære frugt.

“Han udfordrede os på, om virksomheden kunne skalere proportionalt med salget. Det blev et vigtigt kompas for os og var med til at skubbe os i retning af at bygge en mere standardiseret løsning, som vi kan vokse med.”
Deepvis solgte sit første anlæg i juni og forventer at levere mellem 13 og 15 anlæg i løbet af året. Samtidig er virksomheden i gang med en investorrunde og planlægger de første ansættelser.
- Det har taget længere tid at bygge fundamentet rigtigt, end vi troede. Det er dyrt at udvikle hardware, så det er en mulighed, man ikke altid føler, at man har råd til som startup, men vi er virkelig glade for, at vi turde gå et skridt tilbage for at bygge fundamentet rigtigt op. Nu står vi med en løsning, som vi kan sælge til mange flere virksomheder, understreger Carl Fagerlund.
Stort udbytte af forløbet
For Deepvis kom noget af den vigtigste læring gennem de eksperter og mentorer, der var tilknyttet Fynske Bank Startup Lab. Især sparringen med iværksætter og investor Ehsanullah Ekhlas kom til at gøre en forskel, og han er også involveret i dialogen om virksomhedens næste kapitalrejsning.
Når Carl Fagerlund ser tilbage på Fynske Bank Startup Lab-forløbet, fremhæver han imidlertid også de faglige oplæg undervejs i forløbet og muligheden for at få direkte sparring på konkrete udfordringer. Efter de enkelte workshops havde deltagerne mulighed for at trække på oplægsholderne til en times individuel sparring.
- De faglige workshops gav rigtig meget, og det gjorde den efterfølgende sparring også. Vi brugte de ekstra timer med eksperterne meget flittigt. Det var folk, der havde prøvet tingene i praksis selv. Det gav enormt meget værdi for os.
Blandt andet fremhæver Carl Fagerlund pitch-træningen som noget, der fik betydning umiddelbart efter forløbet.
- Vi oplevede en meget ærlig og konkret feedback. Kort efter stod vi og skulle præsentere virksomheden i andre sammenhænge, og der kunne vi tydeligt mærke effekten, husker han.
Stærkt fællesskab på tværs
En anden gevinst har været sammenholdet og sparringen med de øvrige deltagere. Deepvis har fortsat tæt kontakt med flere af de øvrige deltagere fra forløbet.
- Det giver enormt meget at vende tingene med nogle, der står i samme situation som os, og det er fantastisk at møde mennesker med den samme ild i øjnene og de samme ambitioner. Vi er alle villige til at lægge den ekstra indsats, der skal til for at lykkes, og det oplever man ikke nødvendigvis i andre venskaber, påpeger Carl Fagerlund.
Han kan varmt anbefale andre at melde sig til Fynske Bank Startup Lab-forløbet.
- Vi har været ekstremt taknemmelige for al den støtte, vi har fået. Den løbende sparring har hjulpet os med at træffe nogle afgørende beslutninger, og i dag står vi langt stærkere. Vi bygger anlæg sammen med flere kunder, vi er i gang med en investorrunde og har fokus på at skalere salget. Det er svært at sige, hvor vi står om fem år, men ambitionerne er store, siger Carl Fagerlund.