Skip to Main Content
Skrevet d. 07. februar – 2025
FC Fredericia 3

Fodboldtalenter skal kunne leve deres drøm som hele mennesker

På FC Fredericias talentakademi er der fokus på alle aspekter af det at være fodboldspiller. Derfor har klubben som en del af en ny strategi netop ansat en trivselskoordinator og med en donation fra Fonden for Fynske Bank er der også fokus på de økonomiske sider af livet som fodboldspiller og faciliteterne for klubbens trænere.

Sådan en helt almindelig hverdagsmorgen ligger det grønne tæppe på Monjasa Park i Fredericia uberørt og indbydende hen i morgendisen og venter på de håbefulde unge mennesker, der drømmer om at gøre fodbolden til en levevej.

De går ikke til fodbold.

De er fodboldspillere.

Den sondring er hele omdrejningspunktet i en ny strategi, der med støtte fra Fonden for Fynske Bank skal være med til at udvikle de talentfulde fodboldspillere på FC Fredericias akademi på alle parametre af det at være eliteidrætsudøver – også dem, der ikke handler om driblinger og dødbolde.

- Vores overordnede mål er at udvikle spillere, der på sigt kan gå ind på vores eget førstehold, men det vigtigste er ikke fodbolden. Det vigtigste er, at vi skaber hele mennesker - uanset om de lykkes med at blive professionelle eller på et tidspunkt gearer ned for de sportslige ambitioner og måske i stedet bliver trænere hos os, forklarer talentchef Stephan Nyrup.

Opbygning tager tid

Det er fem år siden, han stod ved en skillevej i sit arbejdsliv, da han skulle vælge mellem en ny stilling i Lego eller en mulighed for at stå i spidsen for opbygningen af FC Fredericias talentakademi.

Akademiets organisation var dengang på fire medarbejdere og opgavelisten kunne være på et A4-ark, men Stephan Nyrup brændte for opgaven med at skabe det, som byen længe havde mangler.

Nu har han som talentchef en stab på 60, og det ene A4-ark er blevet til 1000 sider i PowerPoint, for det er en lang og omfattende proces at bygge et akademi op.

De fleste steder tager det mellem otte og 12 år, før man begynder at høste frugterne af de frø, man sår, fordi det tager tid, før de første årgange er kommet gennem systemet og er klar til seniorfodbold. Derfor har fokus også ændret sig undervejs, og i FC Fredericia er akademiets første årgange nu rykket op som U17-spillere. De skal udvikles på en anden måde end de yngste.

Samtidig har FC Fredericia haft et ønske om at adskille sig fra de øvrige østjyske fodboldakademier. Den proces er endt med et større fokus på alt andet end det fodboldfaglige – som selvfølgelig også skal være på plads.

- Vi har ændret vores strategi for at fokusere på udviklingen af hele mennesker, og det indebærer ikke kun at være dygtig på banen, men også at kunne håndtere modgang og finde styrken til at vokse udenfor fodbolden. Det er ikke nemt at være fodboldspiller på det her niveau. Man brænder chancer, bliver skiftet ud og løber ind i skader, og de personlige kompetencer til at håndtere det, kan man også bruge i andre sammenhænge, forklarer Stephan Nyrup.

FC Fredericia 5

Har ansat trivselskoordinator

En ting er strategi og ord på et stykke papir.

Noget andet er initiativer, der får strategien til at leve. I bestræbelserne på at gøre netop det, har FC Fredericia derfor ansat en trivselskoordinator, der er startet med at foretage en trivselsmåling, møde alle spillerne og holde individuelle samtaler med dem.

Samtaler, der er obligatoriske, for selv om spillerne måske kun har den næste kamp, det næste mål og den næste tackling i tankerne, så er deres udvikling stærkt præget af alt det andet, de også bliver rundet af - udfordringer derhjemme, problemer i skolen og en presset hverdag.

Den slags er umuligt at lade ligge i omklædningsrummet, og ofte kan trivselskoordinatoren se eventuelle tegn på begyndende mistrivsel alene ved at observere spillerne og deres kropssprog.

- Der er mange gode intentioner rundt omkring, men tingene går også stærkt i fodbold, og det kan være svært at have fokus på alt, og jeg er overbevist om, at fokus på trivslen er kommet for at blive, siger Stephan Nyrup.

Økonomiske værktøjer 

Derudover har Fynske Bank og FC Fredericia indgået et samarbejde om at uddanne de unge mennesker økonomisk. Det handler ikke kun om at styre pengene, men om at give de unge spillere de nødvendige redskaber til at forstå og håndtere deres økonomi i en tid, hvor succes på banen hurtigt kan betyde store økonomiske ændringer.

I FC Fredericia er ungdomsspillerne ikke på kontrakt, men det kan dygtigste ende med at komme. Til gengæld kan karrieren være kort og slutte før end håbet, så det handler om at være fornuftig og tænke langsigtet.

- Jeg kan ikke huske at have lært noget om, hvordan man sætter et budget sammen, eller hvad en indboforsikring og selvrisiko er, eller hvad det vil sige at have kasko på en bil. Det kan Jakob og hans team i Fynske Bank hjælpe med, for vi kan ikke komme udenom, at der er mange penge i fodbold, og at der er unge mennesker, som tjener mere end de fleste voksne, forklarer Stephan Nyrup.

Jakob Theilgaard Jepsen, afdelingsdirektør i Fynske Bank, er glad for samarbejdet og muligheden for at kunne guide de unge fodboldspillere økonomisk.

- Vi kan hjælpe dem med at skabe sig et overblik over deres økonomi og give dem nogle værktøjer til at styre den. Vi ved, at det er med til at styrke unge menneskers trivsel, når de har styr på deres økonomi, og hvis man som ung fodboldspiller pludselig tjener mange penge, er det vigtigt, at man også er i stand til at håndtere den situation fornuftigt, siger han.

Vigtige faciliteter

Samarbejdsaftalen mellem FC Fredericia og Fynske Bank indeholder desuden en donation fra Fonden for Fynske Bank på 62.000 kroner. De penge er blevet brugt på kontorfaciliteter til trænerne, så de også kan arbejde, når de ikke står mellem kegler og kridtstreger.

- I gamle dage var man træner i et bestemt tidsrum. Nu har man en fuld arbejdsdag omkring opgaven, og vi har mange specialister ansat. Vi har både en fysisk træner, en mentaltræner, fodboldtrænere og analytikere, og der er mellemledere, der sikrer et ensartet udtryk. Derfor har det været vigtigt for os at have faciliteter, hvor trænerne kan arbejde i løbet af dagen, siger Stephan Nyrup.

FC Fredericias næste store delmål er at rykke op i Top30 i Danmark og komme til at spille national fodbold.

- Min drivkraft er at være med til at bygge noget op, og så har jeg et stort ønske om, at vi både som klub og by kan lykkes med at skabe nogle forudsætninger for, at de unge mennesker kan leve deres drøm. Både på og udenfor banen, siger Stephan Nyrup.

Om samarbejdet

Stephan Nyrup fik til opgave at bygge FC Fredericias talentakademi op i 2020. Året efter blev han ansat på fuldtid.

Akademiet har 105 U13-U19-spillere tilknyttet og en stab på 60. Kun en mindre del af dem er dog fuldtidsansatte.

Akademiet har netop sat gang i en ny strategi, hvor klubben forsøger at adskille sig ved også at uddanne de unge fodboldstalenter indenfor andre områder end det sportslige.

Fynske Bank er samarbejdspartner på den del, der handler om privatøkonomi. Desuden har Fonden for Fynske Bank givet en donation på 62.000 kroner til faciliteterne for trænerne.