Forsvarsboomet er nået iværksætterne: Flere bygger teknologi til sikkerhed og kritisk infrastruktur
Flere iværksættere ser nye muligheder på forsvarsområdet, samtidig med at Forsvaret søger tættere på mindre, innovative virksomheder. Det mærkes også i årets Fynske Bank Startup Lab, hvor både specialiseret forsvarsteknologi og løsninger med civile og militære anvendelsesmuligheder er repræsenteret.
Apps, e-handel og digitale tjenester har gennem en årrække fyldt meget på den danske startupscene, men krigen i Ukraine, de stigende forsvarsbudgetter og Europas fokus på egen sikkerhed har fået flere iværksættere til også at rette blikket mod forsvar, sikkerhed og kritisk infrastruktur.
Den udvikling afspejler sig også i Fynske Bank Startup Lab, som Fynske Bank og Erhvervshus Fyn afvikler i tæt samarbejde.
Interessen for forløbet har med 110 tilmeldte virksomheder været rekordhøj, og blandt ansøgerne er en række startups, der udvikler teknologi direkte til forsvarsområdet eller løsninger, der kan anvendes både civilt og militært. Sammenlignet med tidligere års deltagerfelter er det en mærkbar forandring, som Eric Wanscher fra Forsvarets Dronecenter genkender.
- Flere iværksættere har fået øjnene op for mulighederne i Forsvaret. Og Forsvaret vil samtidig gerne tættere på de mindre, innovative virksomheder. Men døren står ikke på vid gab. Man skal være skarp på forsvarets behov, have styr på sin produktion og kunne håndtere relevante certificeringskrav, og så skal teknologien kunne integreres i Forsvarets eksisterende systemer. Kan man det, er forsvaret til gengæld en god aftalepartner, siger Eric Wanscher.
Han er afdelingsleder for koordinationselementet i Forsvarets Dronecenter i Odense og arbejder med at bygge bro mellem Forsvarets behov og virksomhedernes løsninger. Det sker blandt andet med hackathons og månedlige Open for Coffee-arrangementer, hvor virksomhederne kan møde relevante aktører for at finde ud af, om de er klar til at levere til forsvaret.
- Det er nyt for forsvaret, at vi prøver at hjælpe virksomhederne i det omfang, som vi gør. Hvis de ikke allerede er klar til at levere til forsvaret, samarbejder vi med erhvervshusene, som kan hjælpe dem med at blive det, siger han.
Erfaring fra Søværnet blev til virksomhed
En af de virksomheder, der arbejder målrettet på at blive leverandør til forsvaret er FlowPoint Defence fra Odense. Henning Østergaard er administrerende direktør i virksomheden og har blandt andet sejlet på fregatten Esbern Snare, bekæmpet somaliske pirater og været med til at fjerne kemiske kampstoffer fra Assad-styret i Syrien. Under operationerne har han oplevet, hvordan afgørende informationer ombord på skibe fortsat bliver håndteret gennem mundtlig kommunikation og manuelle processer som små papirsedler.
Det er en udfordring, når besætningen samtidig skal kunne reagere hurtigt på skiftende trusler. Derfor har vi udviklet en digital platform, der samler informationerne og giver besætningen et fælles situationsbillede, som skal gøre det lettere at træffe de rigtige beslutninger i pressede situationer, siger han.