Skip to Main Content
Skrevet d. 14. maj, 2025
SDU Og Aktiedysten 2

Frederik blev investor som 13-årig – nu har han vundet SDU’s aktiedyst med modig strategi

Man vinder ikke, hvis man gør som alle andre. Det var den strategi, Frederik Mikkelsen valgte, da han og de øvrige studerende på SDU fik en fiktiv million og til opgave at få mest muligt ud af den. Tre uger senere stod han som vinder af SDU’s Aktiedyst og fik som belønning en formiddag med Fynske Banks investeringsrådgivere.

Allerede i konfirmationsalderen fik Frederik Mikkelsen sine første aktier, da han investerede i det svenske selskab Fingerprint, der i årene op til havde været blandt de mest hypede og populære også blandt private danske investorer.

Svenskerne havde deres fingeraftrykslæsere i alt fra smartphones og betalingskort til biler og døre som en sikker og nem måde at identificere sig på via sit unikke fingeraftryk. Det smittede af på aktien, som en overgang bare steg og steg.

Udviklingen fascinerede også Frederik Mikkelsen, og en spirende interesse for investeringer tog fart hos den nu 20-årige erhvervsøkonomistuderende, som i gymnasietiden udvidede sine investeringer til også at omfatte råvarer som guld, sølv og uran.

- Jeg har altid syntes, det var spændende. Ikke kun at følge med i, hvad der sker på markederne, men også at lære at bruge nøgletal og analyser til selv at vurdere, hvornår noget er en god investering, og udfordre andres holdninger, fortæller Frederik Mikkelsen.

Stor forskel på spil og virkelighed

Han lærte hurtigt, at investering ikke er lig med sikker gevinst, for Fingerprint oplevede efterfølgende en lang og dyb nedtur. Men én ting er virkeligheden og risikoen for, at investeringen falder i værdi.

Noget andet er et aktiespil over ganske kort tid.

Frederik Mikkelsen turde derfor løbe en langt større risiko i SDU’s Aktiedyst, end han ellers ville have gjort, fordi der var tale om en fiktiv million.

- De fleste andre gik efter de store aktier som Tesla og Nvidia, men jeg vidste, at jeg ikke ville vinde, hvis jeg gjorde det samme som alle andre. Jeg måtte gå efter nogle aktier, der havde potentiale til at stige meget og håbe på, at timingen ville være rigtig, forklarer Frederik Mikkelsen.

Han satte derfor en stor del af sin portefølje i det mindre biotekselskab PLOS Therapeutics, som netop stod overfor at skulle offentliggøre nogle kliniske resultater. Timingen viste sig at være perfekt. Resultaterne var positive, aktien steg og Frederik Mikkelsen var hurtig til at tage gevinsten hjem, inden markedet vendte.

- Havde det været mine egne penge, havde jeg aldrig taget så stor en risiko, men det er netop det fede ved et aktiespil. Man kan eksperimentere og prøve forskellige ting af, siger han.

Unikt indblik hos Fynske Bank

Som vinder af SDU’s Aktiedyst fik han udover æren også et unikt indblik i hverdagen som porteføljemanager og investeringsrådgiver i Fynske Bank, da han brugte en halv dag med Finans- og Formuedirektør Hans Erik Hansen og de to investeringsrådgivere René Andersen og Kenneth Aurbo Herold krydret med et detaljeret oplæg om defence-aktier og cybersikkerhed fra Torben Bech, aktiechef hos Maj Invest.

En karrierevej, han selv kunne overveje på sigt.

Frederik Mikkelsen fik også chancen for at stille spørgsmål om alt fra Trumps toldmur til værdikæder og risikospredning.

Dermed fik Frederik Mikkelsen også brugbar viden i forhold til, hvornår han efter en periode uden for investeringsmarkederne, igen skal investere sine penge. For selv om hans første investering i svenske Fingerprint er faldet markant, siden han fik aktierne som 13-årig, har hans mod på at investere – også for sin egen opsparing – ikke ændret sig.

- Det har været virkeligt spændende at finde ud af, hvor mange ting, man skal tage i betragtning, når man investerer, og jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg vil investere i, når jeg skal ind på markedet igen. Men det skal jeg på et tidspunkt, for det er helt sikker på, at mine penge bliver mindre værd, hvis de bare står kontant, siger Frederik Mikkelsen.

For Finans- og Formuechef Hans Erik Hansen betyder det noget at møde unge, som interesserer sig for investeringer på et seriøst niveau.

- Det er en fornøjelse at kunne dele erfaringer og forhåbentlig også inspirere dem. Frederik har vist stort mod i spillet, men han er også meget bevidst om, at der er stor forskel på et aktiespil og den virkelige verden, og det er helt afgørende, at man som investor gør sig meget klart, hvor stor en risiko, man er villig til at løbe, siger han.