Skip to Main Content
Skrevet d. 12. marts – 2026
KBH Oversigt Over Byen

Fynske Bank åbner ny afdeling i København som et led i bankens langsigtede udvikling

Etableringen udspringer af en stigende interesse for personlig og kompetent rådgivning i hovedstadsområdet blandt bankens eksisterende kunder, og de seneste års udvikling i Fynske Bank har gjort det muligt at tage skridtet nu.

 

Fynske Bank har gennem en længere periode oplevet en positiv udvikling i interessen for vores personlige og kompetente rådgivning fra både eksisterende og nye kunder i hovedstadsområdet.

Derfor har vi som et led i Strategi 2030 arbejdet målrettet med initiativer, der kan styrke bankens tilstedeværelse i København særligt til de situationer, hvor det giver tryghed og værdi for kunderne at møde deres rådgiver ansigt til ansigt.

De seneste års positive udvikling gør det nu muligt at tage næste skridt i vores vækstrejse, og som et led i bankens langsigtede udvikling åbner vi en ny afdeling i København.

- Vi har fundet den rette leder til at stå i spidsen for opbygningen af et stærkt Fynske Bank-hold i København, så vi kan etablere os med et stærkt fundament fra start. Derfor er beslutningen og timingen både naturlig og rigtig. Vi er bevidste om, at konkurrencen er hård, men vi tror på, at vi som moderne lokalbank kan skabe en sund og bæredygtig forretning i København, hvor vi allerede har en voksende kundeportefølje, som vi gerne vil være let tilgængelige for, siger Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.

Åbningen i København sker efter en periode med markante investeringer i bankens udvikling og tilstedeværelse i de nuværende markedsområder på Fyn og i Østjylland. Investeringerne gælder både digitale løsninger, der følger med fremtidens behov og forventninger, og flere rådgivere, der skaber overblik og tryghed for kunderne.

Det gælder blandt andet i Aarhus, hvor åbningen i efteråret 2023 har været en succes. Erfaringerne derfra er værdifulde i forhold til etableringen i København.

- Fynske Bank står stærkt, og de seneste års udvikling har sikret os et solidt fundament. Derfor er vi nu i stand til at gribe de muligheder, der opstår. København er en udvidelse af vores markedsområde, men samtidig en naturlig forlængelse af vores fokus på at være til stede der, hvor kunderne lever og bor, siger Henning Dam.

Den kommende afdeling i København skal bestå af 10-12 rådgivere, og arbejdet med at sammensætte holdet og finde de rette lokaler går nu i gang.

Det er planen at åbne i København den 1. maj 2026.