Skip to Main Content
Skrevet d. 27. januar – 2026
Vejle 2

Fynske Bank ser stort potentiale i ny afdeling i Vejle

Som en naturlig konsekvens af bankens vækststrategi og den stigende aktivitet i og omkring Vejle, flytter Fynske Bank afdelingen i Børkop til en attraktiv placering i Vejle Syd. Det sker for at fortsætte den positive udvikling, sikre moderne rammer og bedre muligheder for at tiltrække dygtige medarbejdere.

Efter flere år med flot vækst og stigende aktivitet i Vejle-området tager Fynske Bank nu næste skridt i udviklingen af banken og flytter afdelingen i Børkop til en attraktiv beliggenhed i Vejle Syd.

Det sker for at skabe endnu bedre rammer for at fortsætte den positive udvikling og sikre både kunder og medarbejdere moderne og indbydende omgivelser samtidig med, at vi holder fast i vores store, lokale engagement i hele området.

- Vi er meget tilfredse med udviklingen i Børkop, og flytningen skal ses som en naturlig konsekvens af vores vækststrategi og fremgang i området. Vi får allerede mange nye kunder i Vejle-området og ser et stort potentiale i at flytte til Vejle Syd. Det gælder både i forhold til nye kunder og i forhold til at tiltrække flere dygtigere medarbejdere, siger regionsdirektør Morten Skov.

Den nye afdeling får adresse på Boeskærvej 11A i Vejle og kommer til at ligge tæt på både motorvejen, Vejle centrum og i naturlig sammenhæng med Børkop.

- Vi er meget taknemmelige for den store lokale opbakning, vi oplever i Børkop. Det er et område i hastig fremgang, og vi har engageret os meget i lokalmiljøet. Derfor har vi også valgt en strategisk placering i Vejle Syd, der både er let tilgængelig og hænger naturligt sammen med Børkop. I vores nye, moderne rammer får vi endnu bedre muligheder for at tilbyde personlig, nærværende og kompetent rådgivning i inspirerende rammer til gavn for både kunder og medarbejdere, siger afdelingsdirektør Morten Unnerup Lyng.

Fynske Bank har ambitioner om at udvikle Vejle-afdelingen markant, så den på sigt kommer til at matche bankens afdelinger i Kolding, Odense og Svendborg.

Derfor søger vi også nye kollegaer til afdelingen, så vi kan udvide vores i forvejen stærke hold.

- Jeg er ikke i tvivl om, at nøglen til fremgang er at sikre kunderne en god oplevelse og skabe tryghed om deres økonomi. Jeg glæder mig over, at vi nu får rammerne til at kunne hjælpe endnu flere, siger Morten Unnerup Lyng.

Fynske Bank forventer at flytte afdelingen fra Børkop til Vejle Syd senest den 1. oktober 2026, og vi glæder os til at byde både kunder og samarbejdspartnere velkommen.

Vejleafdelingen

Foto-animation: C & W Arkitekter