
Gamle golfbolde i nye klæder
I Birkemose Golf Club er mere end 12.000 bolde, som ellers skulle være kasseret, blevet samlet ind og sendt til Spanien, hvor de er blevet genanvendt til træningsbolde af høj kvalitet. Fonden for Fynske Bank har støttet projektet med en donation på 47.500 kroner.
I Birkemose Golf Club i Kolding er brugte bolde et hit.
I stedet for at købe nye bolde i Kina, har klubben engageret både frivillige og ledige i arbejdet med at indsamle gamle, ubrugelige bolde, som med en ny teknologi bliver omdannet til nye bolde gennem et spansk firma, der skræller de gamle bolde og gør dem brugbare igen ved at genanvende materialet.
Birkemose Golf Club har gennem en årrække haft fokus på bæredygtighed og vandt i 2023 verdensmålsprisen i Kolding. Samtidig løfter klubben et stort socialøkonomisk ansvar ved at påtage sig en facilitatorrolle i arbejdet med at hjælpe ledige tilbage til arbejdsmarkedet.
Derfor har klubben haft mange mennesker involveret i at hjælpe med at finde og indsamle gamle golfbolde, der både har ligget skjult i jorden og i højt græs omkring banen.
I alt har mere end 12.000 bolde derefter været en tur i Spanien for at vende tilbage i nye klæder. I stedet for at blive kasseret bliver de nu brugt som træningsbolde i klubben.
Typisk produceres golfbolde ellers i Kina, hvor man bestiller en større portion, og kasserer boldene, når de bliver slidte, men Claus Valter Reinert, Club Manager i Birkemose Golf Club, vil gerne i en anden retning.
- Vi skal væk fra ”brug-og-smid-væk-kulturen” og i større stil genbruge og reparere. Derfor er det her tiltag en naturlig del af vores bæredygtige DNA, siger han.
Fredericia-firmaet Muchbetter har hjulpet med kontakten og fragten af boldene til det spanske firma, og det har været vigtigt for golfklubben, at producenten ligger i EU – ikke mindst fordi, at det er godt for klubbens CO2-regnskab.
- Det eneste minus er, at de genanvendte bolde er en anelse dyrere end nye bolde fra Kina. Til gengæld er kvaliteten i top, og det er fantastisk, at Fonden for Fynske Bank kan se idéen i at støtte vores bæredygtige initiativ, siger Claus Valter Reinert.
Fonden for Fynske Bank har støttet projektet med en donation på 47.500 kroner, og i Fynske Bank er regionsdirektør Morten Skov glad for det bæredygtige initiativ.
- Det er en fornøjelse at opleve, at Birkemose Golf Club påtager sig et stort ansvar i forhold til at mindske klubbens CO2-aftryk mest muligt. At golfklubben samtidig kan hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet ved at være et trinbræt videre til erhvervslivet, er win-win for alle parter, og jeg er glad for, at vi gennem Fonden for Fynske Bank kan støtte det arbejde, siger han.
De første 12.000 træningsbolde er landet i Kolding med så stor succes, at jagten på endnu flere gamle bolde, der trænger til et nyt liv, nu er sat ind.
