Skip to Main Content
Skrevet d. 11. juni – 2025
MOK 2

HCA Festivals forvandler Munke Mose til folkeligt fællesskab og madmekka

Når årets H.C. Andersen Festivals løber af stablen, bliver Munke Mose forvandlet til et uformelt folkeligt frirum med street food og et loungeområde med kulturoplevelser for alle byens gæster.

Har du brug for et pusterum under årets H.C. Andersen Festivals, er Munke Mose en oplagt mulighed. En del af parken bliver nemlig omdannet til et loungeområde fyldt med liv, fællesskab, god stemning, underholdning og Street Food Festival.

Loungen er skabt med støtte fra Fonden for Fynske Bank og får navnet "Public Lounge – præsenteret af Fynske Bank", og bankens regionsdirektør i Odense, Jan Reifling, glæder sig til at byde festivalgæsterne ned til det uformelle fællesskab.

- H.C. Andersen Festivals er et kulturelt fyrtårn, der hvert år samler tusindvis af gæster fra hele Fyn til en perlerække af inspirerende oplevelser. Den slags fællesskaber støtter vi gerne, og derfor er vi glade for, at vi gennem Fonden for Fynske Bank kan være med til at føje endnu et element til programmet med den nye "Public Lounge". Loungen skal være et uformelt og indbydende frirum midt i festivalmylderet. Et sted, hvor man kan slappe af, opleve noget nyt og nyde den gode stemning, og vi håber, at mange lægger vejen forbi, siger Jan Reifling.

Street Food Festival

Loungeområdet vil være delvist overdækket, og som en central del af området skaber Foreningen Mad & Kultur en Street Food Festival, hvor kvalitetsoplevelsen er i højsædet.

- Vi ser det som et perfekt partnerskab at være en del af H.C. Andersen Festivals – en festival, der formår at samle hele byen og hele verden i en unik fortælling. I Munke Mose glæder vi os til at præsentere mere end 60 autentiske retter fra hele verden – fra argentinske grillretter til vietnamesiske specialiteter, siger Kristian Andersen, direktør i Foreningen Mad & Kultur, og tilføjer:

- Som arrangør af madfestivaler for over 250.000 gæster årligt ved vi, hvor stor betydning den rette madoplevelse har for fællesskabet og stemningen. Da vi i 2022 løftede madområdet på Aalborg Regatta fra 5.000 til 55.000 besøgende, blev det tydeligt, at mad kan være en motor for både kultur og byliv. Vi håber på samme måde at kunne bidrage til, at "Public Lounge" bliver en ny fast begivenhed i festivalen – og en oplevelse, som både Odense og resten af Fyn vil tage til sig.

H.C. Andersen Festivals’ festivaldirektør, Peter Bøgholm, ser Foreningen Mad & Kultur som den oplagte samarbejdspartner.

- Vi har valgt at samarbejde med Mad & Kultur, fordi de har stor erfaring i at skabe madmarkeder og events, hvor kvalitetsoplevelsen er i højsædet. Det spiller lige ind i vores ønsker for, hvordan området skal opleves og være til fornøjelse for Odenses og Fyns borgere og gæster, siger han.

Fra Motor Mille til livemusik

Public Lounge er tænkt som et samlingssted for festivalens gæster og skal omfavne den fællesskabsfølelse, som er grundtanken i H.C. Andersen Festivals. Her træder gæsterne ind i et lækkert og delvist overdækket område, som er stemningsfuldt udsmykket og samtidig agerer scene for forskellige kulturelle indslag.

I dagtimerne er der indslag for børnefamilier som blandt andet krea-workshops, ansigtsmaling og show med Motor Mille. Senere på dagen henvender underholdningen sig mere til det voksne publikum i form af blandt andet intimkoncerter.

- Vi er enormt glade for, at vi med støtte fra Fonden for Fynske Bank kan præsentere dette helt nye tiltag under H.C. Andersen Festivals. Vi har et ønske om at kæde aktiviteterne i byens gader sammen med byens smukkeste omgivelser i Munke Mose, hvor vi vil skabe et miljø, der kan give en fællesskabsfølelse til rigtig mange mennesker, siger Peter Bøgholm og tilføjer:

- Public Lounge er tænkt som et rart mødested for alle festivalens gæster. Vi ved, at rigtig mange gæster allerede benytter byens caféer og restauranter, og vi ser Munke Mose som et naturligt supplement til dette. Her kan man i grønne omgivelser hygge sig med god stemning, underholdning og lækker mad fra de omgivende street food-boder, inden man går videre ud og oplever festivalen.

Street Food Festival og "Public Lounge – præsenteret af Fynske Bank" er åbent fra onsdag 20. til lørdag 23. august.