Skip to Main Content
Skrevet d. 16. december – 2024
Vesterhoved Stenrev 7

Lille fiskeriforening løfter millionprojekt med støtte fra Fonden for Fynske Bank: Vi har sat os for at gøre noget godt for vores havmiljø

Med en donation på 250.000 kroner fra Fonden for Fynske Bank er finansieringen nu på plads, så Vesterhoved Stenrev kan blive genetableret. Det glæder Ib Ivar Dahl, der har været en af frontfigurerne i arbejdet med millionprojektet. - Vi er nødt til at kunne give både land og vand videre til vores børn, børnebørn og oldebørn i mindst samme forfatning, som vi overtog det, og det er vi ikke i stand til for øjeblikket. Men når initiativerne kommer nedefra, kan det lade sig gøre at få ting igennem, hvis man bliver ved med at arbejde for det, siger han.

Som barn vågnede Ib Ivar Dahl ofte til lyden af dakkende fiskekuttere, der forlod fiskerlejet i Bredballe Strand ved Vejle tidligt om morgenen for først at vende tilbage mange timers hårdt arbejde på fjorden senere.

Gennem hele sin opvækst brugte han havet som sin legeplads. Tumlede i det og sejlede på alt, der kunne flyde. Fiskede rejer, muslinger, ål og torsk. Det er han blevet ved med gennem hele livet, og nu, hvor hans gigtplagede krop ikke længere kan holde til det fysiske slid, stævner han på smukke sommeraftener stadig ud på Helnæs Bugten sammen med sin kone for at nyde noget af Danmarks smukkeste natur.

Parret bos helt ned til vandet i det gamle fiskerleje på Helnæs og har den mest dragende udsigt til årstidernes skiften, stormfloders rasen og generationers fascination af livet på og i havet. På den måde er ringen sluttet.

Advarede om stenrev som barn

Lige uden for parrets vinduer landede fiskerne tidligere store mængder af konsumfisk, som blev fragtet på en traktorvogn fra kutterne til land, sorteret og sendt i fiskekasser med rutebilen til markedet.

Senere kom Ib Ivar Dahl som stor knægt med ombord på en lystkutter i Helnæs-bugten, og sammen med en kammerat fik han til opgave at stå på fordækket og holde øje med og advare om områdets store stenrev, hvor fiskene gemte sig, mens de voksede sig store. Som voksen har han læst og researchet sig til, hvordan indsejlingen var vanskelig at passere på grund af de mange sten.

I dag er krabbelegen, rejeruserne og fiskeriet kun for sjov. Både for Ib Ivar Dahl og alle andre på halvøens smukke strandbred.

Stedets sidste levebrødsfiskere har for længst måttet indse, at stordriftsfordele har gjort det umuligt at brødføde hele familier alene med en fiskekutter og hårdt arbejde, og fiskernes forening, Helnæs Bugt

Fiskeriforening, opløste langsomt sig selv.

Stenene, som Ib Ivar Dahl skulle advare imod, er væk.
De blev i begyndelsen af 1900-tallet fjernet af stenfiskere, der hentede store mængder sten i både Helnæs Bugt og andre farvande for at bruge dem til forskellige havneanlæg. En del af dem endte i Kielerkanalen, som man dengang var ved at gøre både bredere og dybere.

Nu er stenrevet på vej tilbage med Ib Ivar Dahl som en af frontfigurerne i arbejdet.

- Havet har altid været min bedste legeplads. Jeg har soppet i vandet og fundet ålekvabber, hundestejlere og pigsild. Derfor piner det mig også, at vi ikke kan give det levende hav, som vores generation fik i vuggegave, videre til vores børn, børnebørn og oldebørn. Det er en kæmpe skandale, siger Ib Ivar Dahl.

Store ambitioner for fjorden

Han var som en af områdets fritidsfiskere i 2017 med til at genoplive Helnæs Bugt Fiskeriforening, men modsat tidligere består foreningen nu kun af fritidsfiskere. Alligevel var det ikke nok for initiativtagerne at have en forening, hvor de i fællesskab kunne trække i vaders og fiske efter gratis aftensmad til sig selv og familien. Der skulle være et mål med foreningens virke.

En af de første ting, medlemmerne gik i gang med, var at skaffe en skurvogn og nogle bord- og bænkesæt, hvor der er plads til at mødes over en god frokost, en kop kaffe eller øl for på den måde at fremme fællesskabet i området.

Derefter voksede ambitionerne.

- Vi kiggede på hinanden og spurgte os, selv, hvad næste skridt skulle være, når vi nu havde gjort noget godt for os selv, fortæller Ib Ivar Dahl.
Svaret var at gøre noget godt for fjorden.

I første omgang har man blandt andet været med til at sikre vandkvaliteten ved at dyrke muslinger, som renser vandet for svovlbakterier. Foreningen inviterer også hvert år områdets skolebørn på vandet for at lære om livet under havets overflade, og så dokumenterer medlemmerne hvert år, hvordan det står til med livet på havbunden.

Vesterhoved Stenrev 3

I spidsen for millionprojekt

Nu går næste og hidtil største projekt snart i gang.

Ib Ivar Dahl spejder ud over vandet mod Illum Ø.

Med 15-20 aktive fiskere i foreningen har det været lidt af en mundfuld at drive et millionprojekt med mange aktører involveret. Alligevel har foreningen besluttet sig for at ville genetablere det stenrev, som Ib Ivar Dahl for snart mange år siden stod i forstævnen på lystkutteren for at advare imod.

- Vi har heldigvis stadig et relativt godt fiskevand i området. Iltsvindet er ikke lige så udtalt, som i Lillebælt, hvor torsken er forsvundet helt. Vi har masser af torskeyngel, men vi ser aldrig de store torsk. De bliver sandsynligvis spist af skarverne, fordi de ikke har nogle steder at gemme sig, mens de vokser op, forklarer Ib Ivar Dahl.

Det har taget lang tid, mange ansøgninger og masser af papirarbejde at få projektet finansieret. Assens Kommune har bidraget med 475.000 kroner, Faaborg-Midtfyn med 325.000 kroner, mens Fonden for Fynske Bank har givet en donation på 250.000 kroner, så projektet kan blive gennemført.

- Det er vi rigtigt glade for. Det betyder, at vi nu kan komme videre med projektet, siger Ib Ivar Dahl.

I marts går undervandsarkæologerne derfor i gang med at tjekke, at genetableringen af stenrevet bliver placeret, så stenene ikke lander oven i noget af arkæologisk interesse. Senere på foråret bliver der foretaget en geologisk undersøgelse af havbunden, for at sikre, at de store keglekuber af sten bliver placeret på steder, der kan bære dem.

Skal sikre rene farvande

Endelig skal rederiet Høj lægge de 500 kubikmeter sten ud i løbet af sommeren.

- Det er svært at sige noget om, hvornår det får betydning for torskebestanden. Andre steder har man set, at det har hjulpet forholdsvist hurtigt, men der er mange faktorer, der spiller ind på det. For eksempel hjælper det ingenting at genetablere et stenrev, hvis man oplever et stort iltsvind - det hjælper ikke at lægge sten i en fjord, der er død. Derfor er vores vigtigste opgave i fiskeriforeningen nu at sikre, at vores farvande bliver ved med at være rene, siger Ib Ivar Dahl.

Han har planer om at følge genetableringen af Vesterhoved Stenrev fra nærmeste hold, og så håber han at kunne fortsætte med at give begejstringen for livet under havets overflade videre til næste generation.
Hvert år samler Ib Ivar Dahl og hans kone nemlig børn, børnebørn og oldebørn for at sejle ud, fange rejer og kigge på forskellige former for småfisk i et medbragt akvarium.

I år kunne det for første gang ikke lade sig gøre.

Vandkanten var fyldt med fedtemøg og andet stads, der ikke var rart at soppe rundt i. Derfor gik dagen i stedet med at ligge på maven på fiskerlejets bro og fange krabber.

- Børn er børn. De tænker ikke over det, men det gør vi andre. Vi er nødt til at kunne give både land og vand videre til vores børn, børnebørn og oldebørn i mindst samme forfatning, som vi overtog det, og det er vi ikke i stand til for øjeblikket. Men når initiativerne kommer nedefra – som med stenrevet her – så kan det lade sig gøre at få ting igennem, hvis man bliver ved med at arbejde for det, understreger Ib Ivar Dahl.

Vesterhoved Stenrev 5

Kort om Vesterhoved Stenrev

Finansieringen er nu på plads, så Vesterhoved Stenrev vest for Illum Ø i Helnæs-bugten kan blive genetableret.

Stenrevet skal give især torsken og andet dyreliv bedre betingelser for at leve i vandet. Stenrev fungerer som skjulested for fiskeyngel og andre levende væsner.

Stenrevet er tidligere blevet fjernet for at blive brugt andre steder, uden at man dengang var opmærksom på de negative konsekvenser for havmiljø og dyreliv i området.

Projektet koster omkring en million kroner.

Assens Kommune har givet 475.000 kroner og Faaborg-Midtfyn Kommune 325.000 kroner. Desuden har Fonden for Fynske Bank med en donation på 250.000 kroner været med til at sikre, at projektet bliver gennemført.
Arbejdet starter i foråret 2025, og stenrevet forventes at være genetableret i løbet af sommeren 2025.

Vesterhoved Stenrev Strømskæl (Ib Ivar Dahl)