Skip to Main Content
Skrevet d. 05. november – 2026
Idetect Søs Og Marie

Marie blev udsat for drugging to gange: Nu er hun med til at udvikle en løsning, der skal gøre nattelivet tryggere

Da Marie Skovgaard Stephansen første gang blev udsat for drugging, opdagede hun, at mange af hendes veninder havde lignende oplevelser. Det blev afsættet til virksomheden iDetect, som Marie Skovgaard Stephansen driver sammen med Søs Kamp Jensen. De to iværksættere udvikler en løsning, der skal gøre det lettere at opdage stoffer i drinks, og virksomheden er blandt de 12 startups, der er gået videre i årets Fynske Bank Startup Lab.

 

Omgivelserne var idylliske i Bøgeskoven i Skanderborg. Sammen med en gruppe veninder havde Marie Skovgaard Stephansen fået noget at spise, været på bar og danset, inden de skulle videre til en af Smukfests mange koncerter.

Så langt kom hun aldrig.

Pludseligt fik hun det skidt. Hendes krop begyndte at sove, hun måtte sætte sig ned, og få minutter senere faldt Marie Skovgaard Stephansen sammen. Hun var ukontaktbar og måtte hentes af samaritterne. De næste mange timer lå hun i samaritternes telt sammen med en række andre festivalgæster, der af forskellige årsager heller ikke kunne være en del af den musikalske folkefest. Marie Skovgaard Stephansen er overbevist om, at hun var blevet drugget med ketamin.

- Jeg havde gjort alt, hvad man skal. Jeg havde været opmærksom og holdt hånden over min drink. Alligevel skete det. Det er utroligt nemt at komme stoffer i en andens drink, selv om vedkommende er meget opmærksom på risikoen, siger Marie Skovgaard Stephansen.

Oplevelsen på Smukfest var anden gang, hun havde mistanke om at være blevet udsat for drugging. Første gang var til en privat fest nogle år tidligere, hvor hun mener at have fået MDMA i sin drink. Dengang fik hun det også pludselig dårligt, blev hypersensitiv og ukontaktbar og endte på sygehuset.

- Det var en voldsom oplevelse, som jeg fortalte mine veninder om, og det viste sig, at næsten halvdelen havde oplevet noget lignende, fortæller Marie Skovgaard Stephansen.

En enkel test

Det blev begyndelsen på iDetect, som Marie Skovgaard Stephansen siden stiftede sammen med Søs Kamp Jensen. Sammen begyndte de at undersøge de løsninger mod drugging, der allerede fandtes.

De oplevede imidlertid, at løsningerne var for besværlige og ikke passede naturligt ind i den situation, hvor de skulle bruges. At skulle tage en prøve af sin drink kan både være upraktisk og sende et tydeligt signal om utryghed. Samtidig giver en test kun et øjebliksbillede og kan give en falsk tryghed, hvis drinken bliver udsat for drugging kort efter, at den er blevet testet.

Derfor begyndte de at arbejde på en løsning, som de selv havde lyst til at bruge.

- Vi har hele tiden været meget optagede af slutbrugeren. Der har været tidspunkter undervejs, hvor vi er blevet foreslået andre tekniske løsninger, der ville være nemmere at udvikle, men hvis løsningen ikke fungerer i virkeligheden og ikke er noget, vi selv ville bruge, løser den ikke problemet, fortæller Marie Skovgaard Stephansen.

Oplever stort behov

iDetect har udviklet et isterningelignende produkt, der kan opdage udvalgte stoffer i en drink og advare brugeren ved at lyse op – også i kulørte drinks. Tanken er, at produktet skal kunne være i drinken og dermed passe naturligt ind i en tur i byen.

- Hver gang vi taler om iDetect, bliver vi mindet om, hvorfor vi gør det. Vores virksomhed er bygget op om et meget stort WHY, og vi bliver tit bekræftet i, at vi arbejder med et vigtigt problem, som der er behov for en bedre løsning på, fortæller Marie Skovgaard Stephansen.

Virksomheden blev stiftet i august 2025, og produktet er indtil videre testet i laboratoriet. Samtidig oplever de to stiftere interesse fra barer, natklubber og festivaler, som ser potentiale i en løsning, der kan bidrage til tryggere rammer for deres gæster.

Forløb giver nye muligheder

iDetect er foreløbig blandt de 12 virksomheder, der er gået videre til workshop- og bootcamp-forløbet i årets Fynske Bank Startup Lab. Interessen for forløbet har med 110 ansøgere været rekordstor. Forløbet kulminerer i en stor finale under Danmarks Iværksætteruge den 12. november på Ø6 i Odense, hvor der er en samlet præmiesum på 150.000 kroner på højkant.

- Niveauet er tårnhøjt, og mange af iværksætternes virksomheder udspringer af problemer og udfordringer, de selv har haft tæt inde på livet. Det gælder også for iDetect. Men i stedet for blot at konstatere, at der er et problem, har de sat sig for at udvikle en løsning. Det er præcis den form for handlekraft, vi gerne vil være med til at give iværksætterne de bedste muligheder for at lykkes med gennem Fynske Bank Startup Lab, siger Morten Skov, der er regionsdirektør i Fynske Bank.

 

Kort om Fynske Bank Startup Lab

  • Fynske Bank Startup Lab er et forretningsudviklingsforløb for ambitiøse iværksættere fra hele landet.

  • Det bliver afviklet i tæt samarbejde mellem Erhvervshus Fyn og Fynske Bank.

  • Interessen har med 110 virksomheder været rekordhøj. Efter indledende pitchrunder i Aarhus, Kolding og Odense er feltet nu skåret ned til 13 virksomheder, der kommer igennem et intenst forretningsudviklingsforløb med workshops og bootcamp.

  • Feltet skæres efter semifinalen ned til seks virksomheder, der kæmper om en samlet præmiesum på 150.000 kroner under finalen, som bliver afviklet torsdag den 12. november på Ø6 i Odense.

  • Som noget nyt vil tre af virksomhederne fra finaleeventet blive udvalgt til et skræddersyet vækstforløb efter programmets afslutning. Med målrettet sparring fra Erhvervshus Fyns specialister får de støtte til at accelerere deres udvikling, styrke deres kompetencer og modne deres virksomhed til dialog med potentielle investorer.