
Ny markant hjørneejendom skal løfte Middelfarts bymidte
Melfarhus opfører i tæt samarbejde med Fynske Bank og C&W Arkitekter en ny og eksklusiv ejendom på hjørnet af Østergade og Jernbanegade, hvor Fynske Bank får lokaler. Ejendommen kommer desuden til at rumme en række andre erhvervslejemål og eksklusive lejligheder. Ambitionen er af skabe et arkitektonisk fyrtårn, der samtidig løfter bymidten.
En af Middelfarts mest centrale hjørnegrunde får nyt liv, når Melfarhus i tæt samarbejde med Fynske Bank og C&W Arkitekter opfører en ny, elegant ejendom på hjørnet af Østergade og Jernbanegade. Et byggeri, der skal rumme både Fynske Bank, butiksliv og boliger og samtidig styrke bymidten markant.
Den kommende ejendom bliver opført i materialer af høj kvalitet og er tegnet med stor respekt for stilen i den gamle bydel. Ambitionen er, at den nye bygning både i udtryk og placering bliver et arkitektonisk fyrtårn i centrum.
– Det er et af de største projekter, vi har kastet os ud i, og vi er meget optagede af, at bygningen passer ind og opleves som et naturligt element i bybilledet. Den skal både være eksklusiv at se på og bo i. Når man træder ind, skal man kunne mærke, at der er tænkt over hver eneste detalje i indretning og materialer, siger Pernille Povlsen, medejer af Melfarhus.
Et helstøbt projekt
Det er halvandet år siden, at Fynske Banks regionsdirektør, Morten Skov, præsenterede idéen for Melfarhus, og siden er projektet udviklet og forfinet sammen med C&W Arkitekter. Udgangspunktet var behovet for enten at renovere Fynske Banks nuværende lokaler i Middelfart eller finde noget andet.
- Vi har været med til at skabe en løsning, der både giver Fynske Bank en markant placering midt i byen, hvor vi ønsker at spille en endnu større rolle, og samtidig bidrager til udviklingen af bymidten og handelslivet. Melfarhus’ fokus på kvalitet, varige løsninger og stilen i den unikke bymidte, der er blevet skabt - og som Melfarhus nærmest er protektor for - gjorde dem til de helt rigtige til at løfte projektet. Jeg glæder mig meget til at følge det projekt, de nu går i gang med at realisere, siger Morten Skov.
Fynske Bank får lokaler i stueplan og på første sal, mens anden sal bliver indrettet med eksklusive lejeboliger. Langs Jernbanegade etableres erhvervslejemål i gadeplan samt boliger på etagerne ovenover.
Bygger med hjerte for byen
Melfarhus kommer til at eje ejendommen, men for Pernille Povlsen er engagementet langt mere end en forretningsmæssig investering.
- Det er ærgerligt, at en så central grund står tom. Vi går ind i projektet med et ægte hjerte for byen og et ønske om at bidrage til en endnu mere attraktiv midtby, siger hun.
Hos Fynske Bank i Middelfart er afdelingsdirektør Michael Toft overbevist om, at ejendommen får stor betydning for centrum.
- Ejendommen bliver en kæmpe gevinst både arkitektonisk og for butikslivet, og i Fynske Bank sikrer vi os optimale betingelser til at indfri vores ambitioner om at vokse i Middelfart. Jeg glæder mig til, at vi i de nye rammer kan skabe endnu bedre kundeoplevelser, arrangementer og synlighed i lokalområdet. Vi har en klar ambition om at være fynboernes foretrukne bank, siger han.
Den nye bygning opføres som nabo til Fynske Banks nuværende ejendom, som Melfarhus køber i forbindelse med projektet. Den skal efterfølgende renoveres i tæt dialog med de øvrige lejere.
Parterne forventer, og at bygningen står klar til indflytning i efteråret 2027.
Fakta:
Den nye ejendom bliver samlet på 3.860 kvadratmeter. Heraf udgør første etape 3.407 kvadratmeter og anden etape 452 kvadratmeter.
Melfarhus bliver ejer af bygningen, hvor Fynske Bank flytter ind i stueetagen og på førstesalen på hjørnet af Østergade og Jernbanegade.
Ejendommen kommer i øvrigt til at indeholde ca. fem erhvervslejemål, der endnu kan nå at tilrettes, og omfatter både etape 1 og etape 2. Desuden bliver der 24 lejemål til privat udlejning.
Projektet er udviklet i samarbejde mellem Melfarhus, Fynske Bank og C&W Arkitekter.
Illustration af den kommende bygning: C&W Arkitekter
På billedet herunder: Pernille Povlsen, Simon Povlsen og Per Jørgensen fra Melfarhus sammen med Henning Dam, Michael Toft og Morten Skov ved byggegrunden.
