
Ny souschef skal være med til at bygge videre på Fynske Banks udvikling i Assens
Efter 2,5 år i Danish Agro vender Jan Hjarsbech tilbage til bankverdenen. Som ny souschef i Fynske Bank skal han kombinere kreditfaglighed, kundekontakt og en stor interesse for ledelse og menneskelig udvikling.
Hvordan får man mennesker til at lykkes sammen som hold?
Det spørgsmål interesserer Jan Hjarsbech så meget, at han ved siden af sit arbejde er i gang med en NLP-uddannelse til psykoterapeut. Nu skal han som ny souschef i Fynske Bank i Assens omsætte sin viden til praksis.
Jan Hjarsbech kommer fra en stilling i Danish Agro, hvor han gennem de seneste 2,5 år har arbejdet med kreditvurderinger. Nu vender han tilbage til bankverdenen, hvor han får mulighed for at kombinere sin kreditfaglige erfaring med kundekontakt og ledelse.
For Jan Hjarsbech var det netop kombinationen af faglighed og ledelsesansvar, der gjorde stillingen attraktiv.
- Muligheden for at blive souschef og samtidig bevare den tætte tilknytning til både kunderne og det kreditmæssige område tiltalte mig. Jeg glæder mig til at blive en del af den udvikling, der allerede er godt i gang i Assens, og bidrage til, at vi lykkes som hold, siger han.
Samtidig ser han frem til at få erfaring med ledelse og fungere som sparringspartner for afdelingsdirektør René Gramm Jeppesen. Jan Hjarsbech interesserer sig generelt for psykologi, motivation og kommunikation og er tre år inde i den fireårige NLP-uddannelse til psykoterapeut.
- Jeg er optaget af, hvad der motiverer mennesker, og hvordan man får et hold til at fungere godt sammen. Det gælder både i forhold til kolleger og kunder. Jeg håber, at nogle af de erfaringer og værktøjer, jeg har fået gennem uddannelsen, også kan komme i spil i min nye rolle, siger han.
Trives godt i lokalsamfund
Jan Hjarsbech kender ikke Assens endnu, men han ser frem til at lære både byen og lokalområdet bedre at kende.
- Jeg trives godt i lokalsamfund, hvor man kender hinanden og kommer hinanden ved. Der er noget særligt ved at være tæt på kunderne og kunne gøre en forskel lokalt, siger han.
Ved siden af jobbet som souschef i Fynske Bank og NLP-uddannelsen bruger Jan Hjarsbech en stor del af sin fritid på løb, styrketræning og golf, og så følger han tæt med i sine to døtres fritidsinteresser. Han har tidligere været fodboldtræner for et pigehold og nyder generelt opgaven med at få mennesker til at lykkes sammen.
Den interesse går godt i spænd med de værdier, afdelingen arbejder efter i hverdagen, understreger afdelingsdirektør René Gramm Jeppesen.
- Jan kommer med stærke kompetencer inden for kreditområdet, men også med en oprigtig interesse for mennesker og samarbejde. Det passer godt til den måde, vi gerne vil drive bank på i Assens, hvor nærvær, relationer og lokal tilstedeværelse er vigtige værdier, siger han.