Skip to Main Content
Skrevet d. 04. februar, 2025
Byttegarderobe 4

Nyt liv til brugt tøj

I Studenterhus Odense kan alle kvit og frit gå på opdagelse i stativer og reoler for at finde nyt til klædeskabet. Idéen er, at husets brugere kan finde nyt tøj og nye sko uden at belaste hverken klima eller pengepung. Byttegarderoben er støttet af Fonden for Fynske Bank.

Farvestrålende kjoler, stiletter med glimmer og mønstrede tørklæder lokker indbydende i butiksruderne i hjertet af Odense. På Amfipladsen, hvor Studenterhus Odense ligger, behøver man dog ikke tjekke prisskilte, før man overvejer, om tøjstativernes indhold er noget, der ville pynte i garderoben derhjemme.

Her er det hele nemlig gratis.

Med støtte fra Fonden for Fynske Bank har studenterhuset åbnet en byttegarderobe, hvor alle kvit og frit kan lede på stativer og reoler efter det, som andre ikke længere bruger eller kan passe.

På den måde er man fri for at balancere mellem ønsket om at passe på planeten og lysten til at købe nyt tøj.

- Mennesket er et flokdyr, og vi har en trang til at pynte os for ikke at blive ekskluderet fra fællesskabet. Samtidig er især de unge meget optaget af klima og miljø, og vi ved godt, at vores tøjforbrug er en af de største klimasyndere, siger Nastassia Avolio.

Vil gøre en forskel

Hun er studerende på UCL og så under sit praktikforløb hos studenterhuset med det samme, at stedet ville være oplagt til en byttegarderobe med tøj og sko.

Hvert år bruger 52.000 unge mennesker huset. De kommer fra alle byens forskellige uddannelsessteder, og har for mange vedkommende ikke råd til at købe dyrt tøj i stor stil.

I stedet er det tanken, at de i byttegarderoben kan finde det, de mangler, og aflevere det tilbage igen, hvis de på et tidspunkt ikke længere får det brugt.

Det samme gælder fejlkøb eller tøj, der er for godt til at smide ud, men som måske ikke længere passer i hverken stil eller størrelse.

- Nogle gange kan man godt have en fornemmelse af, at man skal have en masse penge og et netværk af højtstående personer for at gøre en forskel, men det handler blot om at få en idé, tale om den og føre den ud i livet, understreger Nastassia Avolio.

Den slags initiativer bakker Fonden for Fynske Bank op om.

- Byttegarderoben er et projekt, der harmonerer godt med fondens værdier om bæredygtighed og økonomisk ansvarlighed. Ved at give de unge mulighed for at bytte tøj gratis, hjælper vi dem med at spare penge og samtidig reducere tøjspild, hvilket er en gevinst for både deres økonomi og miljøet, understreger Vivi Hoseassen, der er privatkundedirektør i Odense.

Byttegarderobe 6

Glæden ved at dele

Retningslinjerne for byttegarderoben er simple.

Det indleverede skal være i ordentlig stand og uden huller og pletter, og brugerne af byttegarderoben har et fælles ansvar for, at standen ser pæn ud.

Til gengæld kan de frit vælge fra hylderne, og det kræver ikke, at man til gengæld afleverer andet. Det er dog Nastassia Avolios overbevisning, at lysten til at bidrage kommer naturligt.

- Mennesker vil gerne dele med hinanden, og når man kan tage noget gratis, er man også mere villig til at aflevere noget, man ellers ville have sat til salg eller smidt i en container. Samtidig ved man ikke altid, hvor tøjet ender, hvis man putter det i en container. Her kan man se, når det er væk fra standen, og andre får glæde af det, påpeger Nastassia Avolio.

Hun kan godt lide tanken om at kunne bruge sit tøj nogle få gange, uden at det koster en formue eller ender som dårlig samvittighed bagerst i skabet.

Samtidig oplever hun, at hun tør være mere eksperimenterende i sin stil, når hun ikke behøver investere store summer i noget, der måske kun bliver brugt i kortere tid.

Fast del af huset

Den tanke er hun næppe ene om, for byttegraderobens første uger har vist, at der er stor udskiftning på hylder og reoler.

Nastassia Avolio håber derfor, at byttegarderoben bliver ved med at være en fast del af Studenterhus Odense, og at mændene også får øjnene op for mulighederne.

Indtil videre er det primært kvinder, der har benyttet sig af tilbuddet. 

De har til gengæld været meget taknemmelige, og Nastassia Avolio blev meget glad, da en udenlandsk dame høfligt bad om lov til at betale for det, hun gerne ville bruge. Da hun fik konceptet forklaret, lovede hun i stedet at komme forbi med sit eget bidrag.

- Fra første dag er der folk, som har sagt til mig, at det er en fantastisk idé. Både økonomisk og i forhold til, at vi i det større perspektiv giver nyt liv til noget, der ellers ville blive kasseret, og undgår at bidrage til endnu mere produktion, siger Nastassia Avolio.

Om Studenterhus Odenses byttegarderobe:

Alle kan kvit og frit både aflevere og tage tøj, sko og accessories fra standen.

Formålet er at være med til at nedbringe tøjspild og skabe et bæredygtigt fællesskab, hvor man kan bytte til gavn og glæde for alle. Det gælder både i forhold til økonomi og klima.

Fonden for Fynske Bank har støttet byttegarderoben med en donation på 12.335 kroner til indkøb af tøjstativer, reoler, spejle mm.

Byttegarderobe 2