Skip to Main Content
Skrevet d. 28. februar – 2025
Kolding Flyveklub 2

Nyt udstyr skal give svæveflyvere mere luft under vingerne

Et nyt skolefly og en opgradering med moderne udstyr og instrumenter til det nuværende, skulle gerne få endnu flere til at få øjnene op for magien ved at flyve på naturens præmisser i Kolding Flyveklub. Et dansk mesterskab til to af klubbens medlemmer har øget behovet for opdateret udstyr, og Fonden for Fynske Bank har støttet med to donationer på i alt 150.000 kroner.

I en af Danmarks ældste flyveklubber lever fascinationen af at svæve på naturens præmisser i bedste velgående. Højt oppe under åbne himmelstrøg glider flyene lydløst gennem luften, båret af termikkens usynlige løft – en følelse af frihed, som kun de færreste får lov at opleve.

Siden 1937 har Kolding Flyveklub samlet både nye talenter og erfarne piloter, der finder en særlig ro i at svæve under skyerne, helt uden motorstøj, og nu får endnu flere muligheden for at hæve sig over hverdagens omgivelser.

Klubben har nemlig et nyt træningsfly på vej, mens det eksisterende skolefly opgraderes med moderne instrumenter og udstyr, så det fremover også kan bruges til konkurrenceflyvning – en naturlig konsekvens af klubbens voksende ambitioner.

For nylig sikrede to af klubbens medlemmer sig det danske mesterskab i tosædet svæveflyvning, og den bedrift har inspireret både elever og erfarne piloter til at spejde ud over de sædvanlige ture over Gesten Kær og deltage i konkurrencer længere væk.

Opgraderingen af træningsflyet er gjort mulig gennem to donationer fra Fonden for Fynske Bank. Den første på 100.000 kroner blev givet tilbage i 2022 og er nu blevet fulgt op af yderligere 50.000 kroner. En støtte, der blev markeret ved klubbens generalforsamling i lørdags. Ifølge Fynske Banks erhvervscenterdirektør, Stefan Borg Boesen, var det en oplagt sag at bakke op om:

- Det er svært ikke at blive betaget af tanken om at svæve lydløst over landskabet, alene holdt oppe af naturens kræfter. I en travl hverdag tror jeg, det er sundt indimellem at opsøge stilheden og perspektivet - også fra oven. Derfor har vi gennem Fonden for Fynske Bank valgt at støtte Kolding Flyveklub, siger han.

Kolding Flyveklub1

Klar til flere medlemmer

For Claus Kjær Jensen, klubbens formand, er svæveflyvning en passion, der har varet i 20 år. Når vejret – og hans kone – tillader det, tilbringer han så mange weekender som muligt i klubben.

- En perfekt dag for svæveflyvning er en frostklar nat efterfulgt af solskin. Helst med en antydning af regn i luften; uden at det rent faktisk regner. Vi når typisk op i omkring 400 meters højde, men i de rette forhold kan vi komme endnu højere, forklarer han.

Mens mange af klubbens medlemmer foretrækker at flyve i nærområdet for med sikkerhed at kunne lande samme sted, som de lettede fra, har mesterskabet givet flere lyst til at tage skridtet videre og konkurrere.

- Vi håber, at DM-titlen kan få endnu flere til at få øjnene op for svæveflyvning, og med to næsten identiske træningsfly får vi bedre mulighed for at tage hånd om vores elever. Det tager typisk omkring to år at få en licens, fordi uddannelsen kræver en del teori og ni fag, man skal bestå, forklarer Claus Kjær Jensen, der også fungerer som instruktør.

Det opgraderede træningsfly er dog ikke kun forbeholdt eleverne. Mange af klubbens erfarne piloter nyder også at flyve i det, fordi det er et stabilt og godmodigt fly, der er let at styre.

Med en ny flyvemaskine på vej og det eksisterende fly i topform er Kolding Flyveklub klar til at give endnu flere luft under vingerne.

- Støtten fra Fonden for Fynske Bank betyder, at vi kan byde flere medlemmer velkommen. Forhåbentlig rygtes det i området, at Kolding Flyveklub er stedet at flyve, fordi vi har det bedste udstyr og de nyeste træningsfly, siger Claus Kjær Jensen.

Kolding Flyveklub 1