
Unge iværksættere vil reducere drukneulykker med ny teknologi
Therese Malthe Ludvigsen og Emil Bech fra virksomheden Oculare Systems arbejder på et automatiseret system, der skal alarmere beredskabet, når mennesker falder i havne og risikerer at drukne. Perspektivet er så stort, at de er blandt finalisterne i Fynske Bank Startup Lab og dermed midt i et intensivt forløb frem mod finalen. - Når man er enormt optaget af sit projekt, er det meget inspirerende at møde andre, som har det på samme måde, selv om vi arbejder med vidt forskellige idéer, siger Therese Malthe Ludvigsen.
Hvert år falder unge, festglade mennesker i havnebassiner landet over. Konsekvenserne er i mange tilfælde fatale, og ulykkerne fylder naturligvis meget i både medier og lokalsamfund.
Men drukneulykker kan ramme alle, og billedet af unge, alkoholpåvirkede mænd, der på hjem fra byen falder i vandet og ikke er i stand til at redde sig selv op igen, er ikke dækkende.
Det forklarer Therese Malthe Ludvigsen fra virksomheden Oculare Systems.
Typisk er det faktisk mænd over 40 år, der drukner, og alkohol spiller langt fra altid en rolle.
Uanset årsag til ulykken skal chancen for at blive reddet op af det iskolde vand dog fremover være langt større, hvis det står til Therese Malthe Ludvigsen og hendes forretningspartner Emil Bech.
Sammen med en gruppe maskinmester-studerende fra Svendborg er de i virksomheden Oculare Systems i gang med at udvikle et automatiseret redningssystem baseret på lyd, som alarmerer de beredskaber, der i forvejen står parat til at redde menneskeliv døgnet rundt.
Perspektivet er så stort, at virksomheden er blandt de 12 finalister i Fynske Bank Startup Lab, som netop nu er på vej ind i sin afgørende fase.
- Vores løsning går ud på at sikre, at redningsaktioner ikke skal være afhængige af menneskelig indgriben. I dag er de redningsværktøjer, man har til rådighed, typisk en stige og en redningskrans, så den, der er faldet i vandet, enten skal redde sig selv op, eller er afhængig af andre, der kaster en redningskrans. Vores løsning er i stedet første fase af et automatiseret redningssystem, der sender besked til de beredskaber, der i forvejen har ressourcer til at redde menneskeliv, forklarer Therese Malthe Ludvigsen.
Hun og hendes forretningspartnere har ikke selv oplevet at miste nære venner eller bekendte i drukneulykker, men de møder jævnligt nogle, der har haft drukneulykker tæt inde på livet.
Det gælder for eksempel på Aarhus Erhvervsakademi, hvor de to iværksættere er på nippet til at afslutte deres professionsbachelor i innovation og entrepreneurship.
Det betyder, at hun sammen med Emil Bech går på fuld tid i virksomheden efter nytår.
Oculare Systems har allerede nu kontakt til mulige leverandører og beredskaber, der kan være interesseret i løsningen, og Therese Malthe Ludvigsen håber, at Oculares løsning kan være klar til markedet i 2026.
Inspirerer på tværs
Derfor har det også været meget gavnligt for de to iværksættere at være en del af Fynske Bank Startup Lab.
Sammen med 11 andre af Danmarks mest lovende startups står de midt i et intensivt forretningsudviklingsforløb, som kulminerer med den store finale i Fynske Bank Startup Lab på Koldinghus den 29. november.
Finalisterne har været igennem forløbets to første workshops, som har haft fokus på brugerinvolvering og prissætning, men derudover kommer alle de andre fordele, der følger med, når dedikerede mennesker mødes.
Therese Malthe Ludvigsen fremhæver især energien, passionen og fællesskabet mellem de unge iværksættere, der måske nok er konkurrenter i forhold til at løbe med den endelige sejr og førstepræmien på 100.000 kroner, men alligevel har formået at udvikle et stærkt fællesskab i løbet af perioden.
- Det har været enormt spændende at møde de andre startups. Vi har arrangeret fælleskørsel til de to workshops, og alene det at følges ad og mærke de andres energi og drive, har været en fornøjelse. Når man er enormt optaget af sit projekt, er det meget inspirerende at møde andre, som har det på samme måde, selv om vi arbejder med vidt forskellige idéer, siger hun.
Derfor er Therese Malthe Ludvigsen også meget taknemmelig og glad for at have fået muligheden for at være en del af forløbet.
- Det er virkelig stort af Fynske Bank og Business Kolding, at vi som iværksættere kan blive en del af forløbet uden at skulle lægge nogen økonomi i det, siger Therese Malthe Ludvigsen.
Hun glæder sig både til weekendens intensive bootcamp på Houens Odde Spejdercenter uden for Kolding og til finalen den 29. november på Koldinghus.
- Vi er nervøse, men det er på en fed måde, fordi det handler om, at vi gerne vil gøre det godt og nå langt i konkurrencen. Men samtidig glæder vi os helt vildt til at høre de andre virksomheder pitche, siger hun.
Der er 100.000 kroner til vinderen af Fynske Bank Startup Lab og 50.000 kroner til nummer to, mens de øvrige finalister går fra finalen med fem timers individuel vejledning med det digitale marketingbureau Asento.