Skip to Main Content
Skrevet d. 12. november – 2025
Hirad Salour 1

Hirad Salour blev hyldet som årets kammerat: Nu er det tid til at indstille nye kandidater

Da Hirad Salour i januar stod på scenen til Fynske Bank Sportslørdag, var han nervøs og overvældet. Ti måneder senere har Kammeratskabsprisen givet ham både selvtillid, nye oplevelser og mulighed for at bidrage til en fællestur med fodboldholdet. Nu er det igen tid til at indstille kandidater, der gør en forskel for fællesskabet og har fortjent at blive hyldet som årets kammerat.

 

Projektørerne på boldbanerne i Sanderum er tændt. Hirad Salour skutter sig i lyskeglen, mens bolden klistrer til fødderne. Der er to en halv time til træningsstart, men han kommer som regel i god tid for at øve skud, finter og indlæg, også selv om mørket har sneget sig ind på eftermiddagene.

Det er 10 måneder siden, han stod badet i spotlight på scenen ved Fynske Bank Sportslørdag som en af de syv kandidater til Kammeratskabsprisen. Så nervøs, at han den dag i dag ikke kan huske andet end den sitrende spænding og synet af de hujende klubkammerater i salen, der kvitterede med et jubelbrøl, da hans navn blev råbt op.

- Jeg husker allermest, hvor højt mine venner råbte, fortæller Hirad Salour.

Fællestur som afslutning

Han fik prisen for sin positive attitude, sin evne til at løfte stemningen og hjælpe, hvor han kan, uanset om der skal fyldes drikkedunke, hentes isposer eller heppes på de andre.

Holdkammeraterne, der var talstærkt til stede ved prisoverrækkelsen, har efterfølgende nydt godt af prisuddelingen. Først fejrede de sejren med en bowlingtur, og senere blev de 25.000 kroner til klubkassen brugt på en fælles tur til Aalborg City Cup, hvor spillerne overnattede på et college i nærheden og havde rig lejlighed til at hygge sig mellem kampene.

- Det var en fantastisk tur og en god afslutning på sæsonen. Vores hold er efterfølgende blevet spredt, fordi mange er taget på efterskole. Derfor var en det rigtig god måde at slutte af på, fortæller Hirad Salour.

Kammeratskabsprisen og den anerkendelse og opmærksomhed, der følger med, har givet ham mere selvtillid og endnu mere mod på at udvikle sig som fodboldspiller. Det har været vigtigt i en periode, hvor han har skullet vænne sig til både fysikken og tempoet på Serie1-niveau, og han har haft god gavn af at kunne hyre en personlig træner for de 3.000 kroner, hver af de nominerede modtager.

Kandidater skal indstilles nu

Den mulighed får andre nu også.

For 10. gang uddeler Fynske Bank Kammeratskabsprisen, som går til en ung, fynsk idrætsudøver, der gør noget særligt for fællesskabet. Alle kan indstille kandidater frem til den 1. december.

- Med Kammeratskabsprisen fremhæver vi de unge, der gør en forskel for andre. De er lige så vigtige som dem, der scorer mål eller vinder medaljer. De er rollemodeller, der løfter holdkammeraterne og skaber et fællesskab, hvor glæden ved at være aktive sammen betyder lige så meget som resultatet. De egenskaber, de viser på banen, er værdifulde langt ud over sporten, og det fortjener at blive anerkendt, siger Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.

Sammen med Trine Nielsen, kommunikations- og udviklingschef hos GOG Sport, Gustav Grubbe, fodboldspiller i OB, og Maiken Fruergaard, badmintonspiller i OBK, udgør han den jury, der efter indstillingsfristen nominerer de syv finalister.

Alle syv kommer på scenen under Fynske Bank Sportslørdag den 17. januar 2026 og får hver især 3.000 kroner, mens der til vinderen desuden er 25.000 kroner, som er øremærket en social aktivitet i foreningen.

 

Fakta om Kammeratskabsprisen

  • Prisen gives til en ung, fynsk idrætsudøver i alderen 13-18 år, der gør noget særligt for kammeratskabet, sammenholdet og kampgejsten i foreningen.
  • Alle kan indstille kandidater. En jury udvælger efterfølgende syv finalister, som hver modtager 3.000 kroner.
  • Vinderen af Fynske Banks Kammeratskabspris får 25.000 kroner, som er øremærket en social aktivitet i foreningen.
  • Det er 10. gang, at Fynske Bank uddeler Kammeratskabsprisen.
  • Her kan du læse mere og indstille kandidater her: Kammeratskabsprisen