Sarah er en vigtig kulturbærer og gave til fællesskabet

Sarah Pil Olesen er en dygtig atlet, men samtidig en vigtig drivkraft for fællesskabet og kulturen i Odense Atletik. Hun er den første til at byde nye medlemmer velkommen, hun har været med til at gøre klubhuset til et sted, hvor man gerne vil hygge sig både før og efter træning, og så deler hun gerne ud af gode råd til mindre erfarne klubkammerater. Derfor er hun en af de syv nominerede til Fynske Bank Kammeratskabsprisen.
Sarah Pil Olesen husker tydeligt, hvordan hendes første hammerkast gik i kroppen på hende.
Det var til et stævne på Odense Atletikstadion. Hun havde aldrig før prøvet den teknisk svære disciplin, men rotationerne føltes helt rigtige og gjorde hende inderligt glad.
Omdrejningerne er imidlertid kun en del af en større bevægelse for Sarah Pil Olesen, der ikke kun er en dygtig og ihærdig atlet. Hun er også en af Odense Atletiks stærkeste kulturbærere og den, der sørger for, at nye medlemmer altid føler sig velkomne.
Derfor er hun en af de syv unge fynboer, som er nomineret til Kammeratskabsprisen.
Sarah er en ung ildsjæl, som ikke bare er en fantastisk ven, frivillig hjælper og kulturbærende holdkammerat, men alt i alt en gave til klubben og fællesskabet, skriver sportschef Rasmus Hjorth, der har indstillet Sarah Pil Olesen til Kammeratskabsprisen.
Skaber rammer for fællesskab
Det er mere end fem år siden, at Sarah Pil Olesen begyndte til atletik og straks blev forelsket i både sporten og fællesskabet. Hun brænder for at nørde teknikken i både hammerkast og stangspring, men samtidig har hun et stort blik for andre og den energi, som atleterne sammen opbygger.
Jeg føler mig indimellem selv lidt anderledes, fordi jeg går mere op i sport end i prinsesseting, og derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at alle bliver inkluderet og føler sig som en del af fællesskabet, siger Sarah Pil Olesen, der ofte er den første til at byde nye medlemmer velkomne.
Hun har også været med til at gøre klubhuset til et hyggeligt sted at opholde sig både før og efter træning og har samtidig taget initiativ til at opbygge en kultur, hvor man hvor man kommer for at lave lektier sammen eller spille pool.
Jeg bruger selv en masse tid i klubben og vil gerne have, at andre gør det samme. I stedet for at blive hjemme fra træning på grund af lektier, kan man komme lidt før, og så kan vi hjælpe hinanden. Det er hyggeligt og med til at styrke fællesskabet, og vi bruger poolbordet rigtigt meget, fortæller hun.
Giver gode råd til andre
Sarah Pil Olesen lægger meget energi i sin egen træning og træner syv gange om ugen, men har samtidig overskud til at hjælpe de andre atleter.
Det gælder både tekniske råd og venskabelig motivation, og så arrangerer hun ekstra træning for sine holdkammerater, der har behov for en hjælpende hånd, og sætter nogle meget kompetente sessioner sammen. Til stævner træder hun tit til for at hjælpe med gode råd eller med at filme en konkurrence, som holdkammeraterne efterfølgende kan lære af.
Til DM for ungdom var der tre trænere til 20 atleter, og ingen kastetræner. Jeg kender noget til kast, fordi jeg træner med de voksne kastere, så jeg tilbød min hjælp til dem, der skulle kaste. På den måde kunne de få en god oplevelse ud af det, selv om de ikke var så erfarne endnu, fortæller Sarah Pil Olesen.
Vinder hun de 25.000 kroner, som følger med prisen som årets kammerat, vil hun bruge dem på en træningslejr eller fællestur og flere hyggelige fællesspisninger, og skal hun give andre unge idrætsudøvere et godt råd til, hvordan man gør noget godt for fællesskabet, så handler det om at kombinere træningen med godt humør.
Man kan godt have det sjovt, selv om man træner seriøst, understreger hun.

Fakta om Kammeratskabsprisen
Prisen gives til en ung sportsudøver, der gør noget særligt for kammeratskabet og sammenholdet i foreningen.
Alle kan indstille en ung fynsk sportsudøver i alderen 13-18 år til prisen.
De syv nominerede modtager hver 3.000 kroner. Vinderen får desuden 25.000 kroner, som skal bruges til at styrke fællesskabet i foreningen.
Det er 10. gang, at Fynske Bank uddeler Kammeratskabsprisen, og den bliver uddelt i forbindelse med Fynske Bank Sportslørdag lørdag den 17. januar i Odense Idrætspark.