
Fynske Bank løfter formuerådgivningen til nyt niveau: Kombinerer stort specialisthold med lokal tilknytning
Fynske Bank lancerer nyt formuekoncept, hvor kunder med en investerbar formue på 2,5 millioner kroner får adgang til et fast hold af specialister som supplement til den lokale privatrådgiver. Finans- og formuedirektør Hans Erik Hansen ser det nye koncept som en vigtig brik i arbejdet med at gøre Fynske Bank til fynboernes foretrukne bank.
Hvad stiller man op, når man pludselig arver en større sum? Når virksomheden bliver solgt? Eller når man vil sikre sin økonomiske fremtid bedst muligt uden selv at have lyst og overskud til at sætte sig ind i komplekse regler og sammenhænge?
Det er situationer, der kræver mere end mavefornemmelse og hurtige beslutninger, og behovet for professionel formuerådgivning vokser. Det skyldes både voksende formuer, men også et behov for tryghed, overblik og kvalificerede valg i en kompleks økonomi.
Derfor har Fynske Bank lanceret et nyt formuekoncept, der er et markant kvalitetsløft på området.
Konceptet kombinerer den lokale tilknytning til den faste privatrådgiver med adgang til et fast hold af specialister indenfor investering, pension, bolig og arv.
- Det er en udbredt misforståelse, at formuerådgivning kun handler om at få det størst mulige afkast af sine investeringer. Det er selvfølgelig vigtigt, men der er andre råd, som kan være mindst lige så meget værd i forhold til at sikre, at man kan leve det gode liv hele livet, siger formuechef Peter Brink.
Tilgængeligt for mange
Fynske Banks formuekoncept er udviklet til kunder med en investerbar formue på minimum 2,5 millioner kroner. Formålet er at kunne dække alle aspekter af kundernes økonomi og udnytte de synergieffekter, der ligger i at koble investerings- og pensionsområdet sammen.
Det betyder, at langt flere får adgang til formuerådgivning i Fynske Bank, end tilfældet er i mange af de større banker, hvor det typisk kræver flere penge at blive private banking-kunde.
- Det er ikke altid formuens størrelse, der afgør, om man har behov for rådgivning fra specialister. For os har det derfor været vigtigt at sikre, at konceptet også er tilgængeligt for den almindelige lønmodtager med et godt job og pensionsopsparing, som godt kan nå op på en investerbar formue på 2,5 millioner kroner i løbet af sit arbejdsliv, siger finans- og formuedirektør Hans Erik Hansen.
Fortsat lokal tilknytning
Han ser det nye formuekoncept som den brik, der manglede, for at kunne komme hele vejen rundt om kundernes økonomi og vokse med dem i takt med, at deres behov ændrer sig. Dermed er Fynske Bank i Hans Erik Hansens optik rykket op en anden liga med det nye koncept, samtidig med at man holder fast i kundernes lokale tilknytning til deres faste rådgiver og afdeling.
- Det er der, vi skiller os ud. Formuekunderne får udover deres privatrådgiver også en fast formuerådgiver og investeringsrådgiver, hvis det er relevant, men det betyder ikke, at kunderne skal køre længere for at komme til møde i banken. Vi kommer til dem og holder øje med, om der er noget i kundernes økonomi, de skal være opmærksomme på. For eksempel når der kommer ny lovgivning, eller deres livssituation ændrer sig, forklarer formuechef Peter Brink.
Ambitionen er at kunne tilbyde kunderne hyppigere rådgivning, tryghed og indsigt i de økonomiske valg, de står overfor.
- Ofte oplever vi par, hvor den ene part enten ikke interesserer sig for økonomien eller måske bekymrer sig unødigt. Vores ambition er at give dem en aha-oplevelse af, at formuerådgivning også handler om fremtidsfuldmagter, at sikre sine børn og om, hvordan man prioriterer sit liv. Nogle gange siger vi til folk, at de roligt kan gå hjem og bruge nogle penge, forklarer Peter Brink.
Et stort hold
Fynske Bank har investeret markant i området og har uddannet otte medarbejdere, der skal binde de lokale afdelinger og holdet af formue- og investeringsrådgivere i Odense sammen.
Formuerådgiver Betinna Skjoldbjerg er en af dem. Hun er overbevist om, at konceptet kommer til at gøre en stor forskel.
- Vi kommer hele vejen rundt og endnu mere i dybden med alle de aspekter, der er relevante for den enkelte. Der er ting, som kan være svære at få taget hul på. Det kan handle om, hvem der skal overtage din virksomhed, hvem, der skal arve dine penge, når du ikke er her længere, og hvordan man smartest bruger sine penge, når man er i sit livs efterår, siger hun.
De spørgsmål har hun også stillet tidligere, men det nye formuekoncept sikrer en ensartet rådgivning til alle med en formue af en vis størrelse.
- Kunderne får det bedste fra to verdener. De beholder deres rådgiver, som de kender, mens vi supplerer med vores viden. På den måde stiller vi det stærkeste hold, siger Betinna Skjoldbjerg.
Et godt værditilbud
Også Vivi Hoseassen, privatkundedirektør i Fynske Bank i Odense, har store forventninger til det nye koncept, som kunderne foreløbig har taget meget positivt imod.
- Det er et rigtigt godt værditilbud, som sikrer, at vi kommer hele vejen rundt om kunderne og får stillet alle relevante spørgsmål. Vi er i forvejen tæt på vores kunder. Nu får de også en formuerådgiver, som de kan ringe direkte til. Det kommer til at gøre en kæmpe forskel, siger hun.
Udover et udvidet hold af rådgivere, får kunderne gennem det nye formuekoncept også adgang til en række eksklusive arrangementer og rabataftaler.
Formuekonceptet er ét af de tiltag, der skal være med til at gøre Fynske Bank til fynboernes foretrukne bank.