Hvordan støtter man en kollega, når privatlivet tager en uventet drejning?
Lines historie viser, hvad der sker, når en arbejdsplads møder mennesker med forståelse, fleksibilitet og ægte omsorg. Hos Fynske Bank står vi sammen – også når livet udfordrer mest.

Personlige fortællinger binder os tættere sammen, og det betyder noget, når en kollega deler sin historie. Her sætter Line Nielsen ord på noget, som alt for mange står i:

Mit arbejdsliv ændrede sig, da vores datter gik i baglås på skolens parkeringsplads. Hun rodede rundt i bilen og ville ikke ind.

Hun var seks år, lige startet i skole, og har tit reageret anderledes end andre børn.

I børnehaven måtte hun engang hentes, fordi hun blev bange for julemanden, og da en af de andre brækkede benet, syntes de fleste, det var spændende. Vores datter kunne ikke være i det og løb væk.

I dag ved vi, at angsten for skavanker var hendes måde at fortælle, at der var noget galt. Rammer, hun ikke trivedes i, og struktur, hun savnede.

Skolestarten fik bægeret til at flyde over.

Mit navn er Line Nielsen, jeg er erhvervsmedarbejder i Fynske Bank i Kolding, gift med Frank og mor til to piger.

I halvandet år har vores ældste datter været ramt af skolevægring. I den situation har mange andre været nødt til at tage orlov eller sige deres job op.

Jeg er heldigvis blevet mødt med et fantastisk menneskesyn, fuld forståelse fra mine kollegaer og meget stor fleksibilitet, så jeg ikke er blevet afskåret fra mit arbejdsliv.

Når ens barn ikke trives og har ekstra stort behov for sine forældres tilstedeværelse, er det en hård og stressende situation. Var jeg samtidig blevet presset af min arbejdsgiver, ville jeg ikke have haft mit job i dag.

I stedet har jeg oplevet omsorg, forståelse og en villighed til at tilpasse min arbejdstid, så jeg både kunne være der for min datter, for arbejdet, for mig selv og familien. Vi har holdt mange møder med skoler, pædagoger og psykologer, og ofte er man nødt til at tage imod de tider, man kan få.

Derfor har det været helt afgørende, at jeg selv har kunnet styre min arbejdstid, arbejde hjemmefra, indhente noget om aftenen og selv styre, hvor mange timer, jeg har arbejdet.

Mens man er i det, overlever man bare, men på et tidspunkt blev jeg sygemeldt med stress. I stedet for at spørge, hvornår jeg regnede med at vende tilbage, bad min leder mig holde nogle ekstra ugers fri, så vi kunne få ro på situationen derhjemme. Det betød, at mine skuldre sænkede sig. Der er aldrig nogen, som har sat spørgsmålstegn ved min arbejdsindsats. Heller ikke mine kollegaer. De har haft en meget fin balance med at turde spørge, men ikke lade det fylde alt.

Det har været utroligt rart at kunne holde fast i mit arbejde og mine kollegaer, for det var en form for frirum i en periode, hvor jeg ellers var i konstant alarmberedskab.

Heldigvis går det rigtigt godt med vores datter i dag. Hun er startet i en skole, hvor hun trives og udvikler sig.

Derfor kan jeg stille og roligt trappe mit arbejdsliv op igen, og jeg har rigtig stor lyst til at give noget igen. Jeg er stolt af at være en del af en arbejdsplads, hvor der er så fint et menneskesyn, og jeg er overbevist om, at ledelsens måde at håndtere situationen, smitter af på mine kollegaer og hele kulturen.